Den danske kunstgræs-pionër, Re-Match, der arbejder med bæredygtig genanvendelse af kunstgræs, har netop sikret sig en millioninvestering som støtte til opførelsen af virksomhedens kommende fabrik i den franske by, Erstein.
“Med etableringen af Re-Match i Frankrig vil vi kunne tilbyde bæredygtig genanvendelse til det franske marked samt Tyskland, Schweiz, Østrig, Luxembourg og Norditalien – og jeg er glad for, at vi bliver ved med at se overvældende lokal opbakning alle steder, hvor vi planlægger at bygge,” siger CEO for Re-Match, Nikolaj Magne Larsen.
Re-Match investerer alt i alt ca. 10 mill. euro. i sit nye recyclinganlæg i Alsace og vil skabe ca. 40 nye fuldtidsjob. Dette initiativ og det faktum, at Re-Match’s kunstgræsgenvindingskoncept vil bidrage til at håndtere et betydeligt miljøproblem, anerkendes nu af Grand Est-regionen i form af et tilskud på næsten 2,0 mill. euro og af ADEME (Agency for the Environment and Energy Management) med et tilskud på 0,3 mill. euro.
Når den franske fabrik er i drift, vil den kunne behandle mere end 60.000 tons affald og spare miljøet for op til 100.000 tons CO2 hvert år – sammenlignet med den nuværende praksis med afbrænding af kunstgræs.
“Re-Match er blevet rigtig godt modtaget i Alsace, og vi har haft en konstruktiv dialog, ikke blot med Grand Est-regionen, men også med ADEME og sammenslutningen af kommuner i Erstein-distriktet,” siger CEO for Re-Match France, Eric Levresse.
De tilskud, der er modtaget til fabriksbyggeriet i Frankrig og også for nylig i Holland – i alt mere end 50 mill. kr. – er positivt overraskende for Re-Match og selskabets mange nye investorer, da det ikke var forventet i det budget, der blev lagt i forbindelse med selskabets nylige børsnotering.

