Rundt omkring i de danske virksomheder står en stor generation på tærsklen til livet som pensionister. Men seniorerne spiller i dag en betydningsfuld på mange arbejdspladser, og mange kæmper for at holde fat i dem nogle år endnu.
Danmark vil om få år stå og mangle et sekscifret antal faglærte, og hvad end der er tale om elektrikere, vvs’ere eller noget helt tredje, så er det svært at se, hvem der skal besætte de mange stillinger.
Manøvren bliver endnu sværere af, at en betydelig del af arbejdsstyrken står til at blive pensioneret om få år, og dermed efterlader et hul, der er meget svært at lappe.
“Udfordringen er at skabe nok kvalificerede medarbejdere i det tekniske erhvervsliv. Selvom der er omkring 85.000 ledige i Danmark, så betyder det ikke nødvendigvis, at de har kvalifikationerne til at tage et job som elektriker for eksempel. Derfor er der brug for at gøre det det mere attraktivt for seniorerne at blive på arbejdsmarkedet, da store årgange ellers forsvinder ud af arbejdsstyrken,” siger økonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen.
For 47 procent af virksomhederne i branchen forventer ikke, det bliver nemmere at finde medarbejdere i fremtiden, viser tal fra TEKNIQ Arbejdsgiverne. Dermed står mange virksomheder i en knibe, hvor det er et åbent spørgsmål, hvor man skal finde arbejdskraft fremover.
Få andre veje
Denne udfordring kender man i dag særdeles godt hos AB-ELCO, en sjællands installationsvirksomhed, der i erkendelse af at den næste nye medarbejder er svær at finde, satser på at holde på de ældste medarbejdere lidt endnu.
“De har en meget stor erfaring, som ikke bare er værdifuld for os som virksomhed, men også meget vigtig i oplæringen af de lærlinge, vi tager ind i virksomheden. Naturligvis skal arbejdet tilpasses den enkelte seniormedarbejder, der selvfølgelig ikke har samme fysisk som en ung mand på 25, men det er jo en ledelsesopgave,” siger Tomas Kudsk, direktør i AB-ELCO.
Og selvom Tomas Kudsk også ser mod det store udland for at finde nye medarbejdere, så byder også dette efterhånden på stadigt større problemer for de danske virksomheder.
For den grønne omstilling, som mange især installationsvirksomheder kommer til at arbejde intensivt med i de kommende år, sker også i resten af EU, hvor en stor del af arbejdskraften ellers ville komme fra – og ser man ud over EUs grænser, er det helt andre problemer, man som dansk virksomhed møder.
“Problemet er, at de andre EU-lande også mangler medarbejdere til den grønne omstilling, og derfor er der behov for at kigge ud over EU’s grænser. Her støder man i dag panden mod en mur af regler, som man er nødt til at løsne op for, når vi har en bunden opgave i forhold til at nå vores klimamål,” siger Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen.