Mens hovedparten af verdens statsledere er samlet i Dubai til COP28-topmødet, fintuner man hos teknologivirksomheden ESTECH i Svendborg lige nu en verdensnyhed, der kan blive en potentiel gamechanger i klimakampen og inden for den grønne omstilling.
Skal man gøre noget, der for alvor vil batte i den verdensomspændende kamp mod klimaforandringer og for den grønne omstilling, så er det helt store spørgsmål, hvad vi gør ved alt den CO2, der udledes alle steder.
I Svendborg ligger virksomheden ESTECH, der har udviklet en patenteret teknologi, CAPPOW, der kombinerer CO2-fangst med Power-to-X, så der kan produceres grøn brint og biobrændstoffer ud af den opsamlede CO2.
”Der findes andre anlæg, der indfanger CO2, og der findes anlæg, der laver Power-to-X, men der er ingen andre i verden, der kan kombinere de to processer i ét og samme anlæg og med en teknologi, der er kommercielt rentabel. Derfor har vi enorme forventninger til CAPPOW, som vi tror, kan blive en nøgleteknologi i den grønne omstilling,” siger administrerende direktør i ESTECH, Søren G. Larsen.
Teknologien er nu så gennemprøvet, at den de kommende måneder skal gøres klar til brug i et nærved-fuldskala-anlæg på VandCenter Syd i Odense, der netop er taget i brug. Målsætningen er at sælge det første anlæg i løbet af 2024.
Stort potentiale
Netop at kunne indfange og lagre CO2, såkaldt Carbon Capture Storage (CCS), er ifølge mange eksperter én af de mest effektive metoder til at sænke CO2 i atmosfæren, og dermed få skruet ned for den negative effekt af drivhusgasser.
Men man mangler de nødvendige storskala CCS-anlæg til at opsamle de påkrævede mængder – og det er ifølge Søren G. Larsen netop her, at ESTECH kommer ind i billedet.
Brinten kan anvendes direkte som biobrændstoffer til lastbiler og fly. Og CO2-restproduktet er så rent, at det kan sælges til eksempelvis læskedrikproducenter, ligesom det kan konverteres til grønt brændstof.
”Humlen ved CAPPOW-teknologien er, at den er så skalerbar, at den kan bruges af både mindre virksomheder og storskala-industrivirksomheder, biogasproducenter eller store affaldsforbrændingsanlæg. Så om man har brug for at fange 600 kilo CO2 i timen eller seks tons, betyder ikke noget, for vi kan skræddersy det enkelte anlæg til den enkelte kunde,” siger Søren G. Larsen.