Det er fortsat medicinalindustrien, der det helt store lokomotiv i den danske økonomi og produktion, men selv uden denne branche er industriens produktion stigende.
Industriens samlede produktion steg med 5,5 procent fra september til oktober. Samtidig viste perioden august-oktober et fald på 1,8 procent sammenlignet med de foregående tre måneder.
Når medicinalindustrien udelades, steg produktionen med 5,2 procent fra september til oktober og med 0,3 fra august-oktober sammenlignet med maj-juli. Alle tal er justeret for sæsonudsving og prisændringer for at give et mere præcist billede af udviklingen.
“Industriproduktionen svinger en del, men har til gengæld meget stor betydning for den samlede vækst og velstand i Danmark, senest illustreret ved den kraftigt opjusterede BNP-vækstprognose til 3,0 procent i år og 2,9 procent næste år. Her i 2024 står medicinalindustrien for ca. halvdelen af den økonomiske vækst herhjemme,” siger Bo Sandberg, cheføkonom i brancheforeningen Aktive Ejere.
Produktionen i medicinalindustrien steg 5,9 procent i oktober, hvor branchens produktionsindeks nåede en værdi på 250,0. Det betyder, at branchens produktion i oktober 2024 var 2,5 gange højere end i en gennemsnitsmåned i basisåret 2021. Branchens vægt i det samlede produktionsindeks er 20,9, hvilket viser, at medicinalindustrien i basisåret 2021 målte 20,9 procent af den samlede industris værditilvækst.
“Medicinalindustrien udgør 21 procent af den samlede industriproduktion – og med en samlet vækst på 150 procent siden 2021, er det naturligvis her den primære forklaring på det danske industrieventyr skal findes,” siger Bo Sandberg.
Medicinalindustriens produktion i oktober 2024 udgjorde cirka 38 procent af den samlede industriproduktion.