Den fynske producent af el-ladcykler, EventyrCykler ApS, har opkøbt aktiverne fra det konkursramte cykelbrand Butchers & Bicycles, der gennem det seneste årti har været kendt for deres ikoniske ladcykel med tilt-funktion og prisbelønnede design.
Den karakteristiske trehjulede el-ladcykel med hældeteknologi har i flere år været et synligt indslag på både danske og internationale cykelstier. Kombinationen af køreglæde, stabilitet og innovativt design gjorde cyklen til en darling i branchen – belønnet med flere designpriser og bred anerkendelse. Men bag succesen kæmpede virksomheden økonomisk, og tidligere i år blev der indgivet konkursbegæring.
Nu får cyklen nyt liv. Opkøbet er nemlig en strategisk satsning fra EventyrCykler, som har markeret sig stærkt i mellemprissegmentet for el-ladcykler. Med fokus på kvalitet, tilgængelighed og bæredygtig transport ser de et naturligt match i at videreføre arven fra en af markedets mest nyskabende cykler.
“Vi har længe haft et vågent øje på Butchers & Bicycle. Deres tilt-teknologi har sat nye standarder for, hvordan en ladcykel kan køre – og vi har altid haft stor respekt for deres innovationskraft og designmæssige tilgang. Derfor er det både vemodigt og glædeligt: Trist, at de må lukke, men glædeligt, at vi nu får muligheden for at føre brandet og teknologien videre,” siger direktør og ejer af EventyrCykler ApS, Jannick Skytte.
Dermed lever brandet lever videre – men i nye hænder. Med opkøbet af Butchers & Bicycles overtager EventyrCykler både navn, IP-rettigheder og udvalgte produktionsaktiver. Planen er at videreføre cyklen som et selvstændigt brand under EventyrCykler-paraplyen, men med en ny ambition: at gøre den ikoniske tilt-cykel tilgængelig for langt flere.