Med et indretningsmarked der hele tiden stiller nye krav til leverandørerne, har Sono Danmark prioriteret at bruge kræfterne inden for deres kerneområder i første halvdel af 2024.
Indretningsleverandøren Sono Danmark har i første halvdel af 2024 haft en vækst i omsætningen på mere end 40 procent i forhold til samme periode sidste år. Ifølge direktør Lars Hauch skyldes stigningen blandt andet et strategisk fokus på komplette indretningsløsninger til garderobe- og industrisektoren.
“Vi har fokuseret primært på garderobe og industri, hvor vi har god erfaring at bygge videre på. I industrien er der stor efterspørgsel på komplette indretningsløsninger, og de udgør en betydelig del af vores salg i Danmark,” siger han.
Behovet for grønne og dokumenterede løsninger har desuden spillet en rolle i virksomhedens vækst, i og med at flere kunder efterspørger miljøvaredeklarationer (EPD’er) for at kunne dokumentere CO2-aftrykket på deres projekter.
Desuden har indretningsleverandøren gennemført en fusion af deres indkøbs- og salgsselskaber, hvilket har gjort virksomheden mere fleksibel og effektiv i forhold til at betjene både private og offentlige kunder. Denne ændring har bidraget til, at virksomheden i 2024 har øget sin tilstedeværelse på det offentlige marked.
“Det er lykkedes os at øge vores volumen hen imod statslige og kommunale projekter via offentlige kontrakter,” siger Lars Hauch, der samtidig glæder sig over, at virksomheden nu er del af den nye SKI-aftale, hvilket forventes at bidrage yderligere til omsætningen i de kommende år.
“Aftalen er kommet på plads i tæt samarbejde med vores partnere, og vi har store forventninger til ordrerne herigennem over de næste mange år.”