Efter lidt mere end to år som seniorøkonom i SMVdanmark, træder Thomas Gress nu et skridt op til stillingen som cheføkonom.
Gennem mere end to år har Thomas Gress siddet trygt og godt i stolen som seniorøkonom hos SMVdanmark, hvorfra han har blandet sig ivrigt i debatten omkring landets små og mellemstore virksomheder.
Det vil han efter alt at dømme også gøre i fremtiden, men fremover bliver det i egenskab af sin nye titel som cheføkonom i erhvervsorganisationen.
“Det har været en vanvittig lærerig rejse at kæmpe smv’ernes sag i en organisation som vores. Fyldt med såvel udfordringer som masser af udvikling og muligheder. Jeg er super taknemmelig for mine kolleger, ledere og alle, som direkte og indirekte har hjulpet mig hertil,” skriver han i et opslag på LinkedIn.
Også Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, glæder sig over at Thomas Gress nu træder et skridt op af rangstigen.
“Det er dejligt at følge den rejse Thomas har været på. Ud over at være en dygtig økonom, har Thomas i det forgangne år i stigende grad indtaget medierne med fakta om SMV’ernes hverdag og rammebetingelse. Derfor er det fuldt fortjent, at Thomas nu træder ind i cheføkonomernes rækker,” skriver han.

