Tættere samarbejde mellem cyberkriminelle fører til ultraspecialiserede cyberangreb og sammensmeltning mellem digitale og fysiske angrebsmetoder, og vil give mere resolutte og effektive angreb, ifølge ny rapport fra Fortinet.
Gennem de senere år er cyberangrebene mod danske virksomheder blevet stadigt mere omfattende og sofistikerede, og der er hverken tegn i sol eller måne på, at det ændrer sig til det bedre i fremtiden.
Ifølge en trusselsforudsigelsesrapport for 2025 som sikkerhedsvirksomheden Fortinet har udarbejdet, skal danske virksomheder snarere berede sig på, at angrebene bliver flere og sværere at afværge.
“De geopolitiske gnidninger, kombineret med dén gevaldige økonomiske gevinst, der pt. er i it-kriminalitet, betyder, at vi ser en enorm udvikling i kriminelle netværk til at skabe de mest effektive angreb,” siger Christian Rutrecht, cybersikkerhedsekspert ved Fortinet Danmark.
Ny virkelighed
Èn af de ting, der kan få store negative konsekvenser for danske virksomheder, er det faktum, at flere hackergrupper i dag arbejder sammen, hvilket er et nybrud for den type organisationer.
Tidligere stod én hacker for hele angrebet, men Fortinet ser nu en ny tendens: Kriminelle grupper samarbejder i en specialiseret og koordineret forsyningskæde. Én gruppe vælger en økonomisk attraktiv virksomhed, en anden finder sårbarheder, en tredje laver rekognoscering, en fjerde udfører angrebet, og en femte truer med at offentliggøre data.
“Som noget nyt ser vi samarbejder på tværs, der kobler digitale trusler fra én gruppe med fysiske trusler fra en anden gruppe kriminelle i samspil. Det ændrer forudsætningerne for at tænke sikkerhed langt bredere, end mange danske virksomheder gør i dag,” siger Christian Rutrecht.
Cyberkriminelle udvider nu deres angrebsmetoder til også at omfatte fysiske trusler. Fortinet forudser, at angreb på operationelle systemer og kritisk infrastruktur bliver nemmere at udføre – selv for mindre teknisk kyndige aktører.