Cyberkriminalitet har været en konstant og stigende trussel mod danske virksomheder de seneste år. Nu søger flere og flere danske virksomheder mod D-mærket for at styrke it-sikkerheden og deres ansvarlige dataanvendelse.
Flere danske virksomheder retter nu blikket mod D-Mærket i takt med stigende cybertrusler og indførelsen af NIS2-direktivet. Over 100 virksomheder har allerede opnået mærket, mens mere end 1.800 arbejder på at leve op til kravene – og hver arbejdsdag tilslutter tre nye virksomheder sig.
D-Mærket stiller krav til blandt andet ledelsesinvolvering, risikostyring, teknisk it-sikkerhed og medarbejdertræning. Særligt det seneste år har væksten taget fart, hvor 69 virksomheder har fået mærket, og næsten 800 er begyndt at arbejde med kriterierne – en stigning på 115 procent fra året før.
“Cybertrusler er en reel og markant udfordring for organisationer i alle størrelser og brancher. Derfor er det også glædeligt, at flere ønsker at styrke cyberforsvaret og arbejde ansvarligt med data. Vi oplever, at flere tager digital ansvarlighed seriøst og engagerer samarbejdspartnere gennem krav og samtale, og her hjælper det, at vi har et fælles sprog og kriterier at arbejde ud fra,” siger Mikael Jensen, direktør i D-mærket.
God cyberhygiejne
Sidste uge viste en analyse fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, Digital sikkerhed i danske SMV’er 2024,, at mange små og mellemstore virksomheder stadig har alvorlige mangler i deres it-sikkerhed. Undersøgelsen, offentliggjort i sidste uge, peger på et markant behov for at styrke den digitale beskyttelse i denne virksomhedstype.
Hele 40 procent har ikke et sikkerhedsniveau, der matcher deres risikoprofil, og kun 15 procent af SMV’erne gennemfører ikke to af de mest grundlæggende sikkerhedstiltag, nemlig løbende opdatering af styresystemer og backup af data.
“Det er foruroligende læsning. SMV’erne er er rygraden i dansk erhvervsliv, så når 40 procent af dem har for lave sikkerhedsniveauer, truer det ikke kun dem selv. Det er også en trussel for samfundet som helhed. Især i en tid med stigende cybertrusler fra kriminelle og fjendtlige aktører,” udtalte teamleder Bo Wiberg, DI Digital, i den forbindelse.
Hos Conxion, der arbejder med digitalisering af værdikæder, ser man digital ansvarlighed som en klar konkurrencefordel. Virksomheden, der digitaliserer værdikæder og har været D-mærket siden foråret 2024, oplever stigende fokus på it-sikkerhed i kunde-leverandørrelationer.
Flere i branchen har været udsat for angreb, og når systemer hænger sammen, bliver leverandørernes sikkerhed afgørende for kunderne.
“Cyber-hygiejne fungerer for os som at trække et nummer i køen til et hackerangreb – jo bedre vi træner vores sikkerhedsvaner, desto længere tid går der, før vi bliver ’ekspederet’. Efter mere end et års træning har vi opbygget en stærkere forsvarslinje. Vi er derfor langt bedre forberedte, og tiden arbejder nu til vores fordel frem for hackerens,” siger CEO, Erik Jul Nielsen.