Den danske aroma-virksomhed, EvodiaBio har netop rejst 45 millioner kroner i en kapitaludvidelse. Målet er nu at indtage en global førerposition inden for bæredygtig aroma-udvikling til fødevareindustrien.
EvodiaBio, der blev stiftet for kun halvandet år siden, har modtaget 14 millioner kroner som finansiel støtte fra danske BioInnovation Institute, der er stiftet af Novo Nordisk Fonden.
Derudover har man modtaget 31 millioner kroner kommer fra en række udenlandske selskaber, hvor blandt andet tyske Symrise træder ind som strategisk investor og Nordic Foodtech VC er lead investor.
“Vores vision er at skabe en bæredygtig global virksomhed indenfor udvikling, produktion og salg af aroma-stoffer og denne finansieringsrunde giver os muligheden for at realisere denne drøm. Finansieringsrunden har været muliggjort gennem stærk støtte fra BioInnovation Institute, samt de resultater vi har opnået i løbet af vores kun halvandet års levetid,” siger Jarne Elleholm, medstifter og bestyrelsesformand i EvodiaBio.
Som de første i verden præsenterede aroma-virksomheden EvodiaBio tidligere i år en ny teknologiplatform, der kan producere bæredygtige aromaer til fødevareindustrien.
Bæredygtig fremtid
Den store tyske aroma- og duftproducent Symrise glæder man sig til det fremtidige samarbejde, og et fælles værdisæt har været en medvirkende faktor til selskabets millioninvestering.
“Vi er meget begejstrede for dette samarbejde og klar til at støtte virksomheden på den spændende rejse. Vi deler visionen med EvodiaBio om en grønnere fremtid og tror på, at den præcisions fermenteringsteknologi, som teamet har udviklet, i høj grad vil bidrage til en mere bæredygtig smags- og duftindustri, begyndende med alkoholfri ølapplikationer og med potentiale til at gå meget længere,” siger Nick Russell, der er SVP Business Incubation Group hos Symrise.
Stifter og partner i Nordic Foodtech VC, Lauri Reuter, er både stolt og glad for, at hans virksomhed er trådt ind som lead investor.
“Et bedre madsystem handler ikke kun om at sikre essentiel ernæring, men også om at give den aroma og de sanseoplevelser, vi elsker – uden at udtømme naturens knappe ressourcer. Teamet fra EvodiaBio har opdaget en elegant løsning på en vanskelig flaskehals i bæredygtig produktion af aroma-forbindelser, og på passioneret vis formår de at bygge en bæredygtig fremtid, der også smager godt.”