Det er ikke nødvendigt for virksomheder at skifte deres økonomisystem til et nyt, selv om det ikke er på listen over de systemer, der blev forhåndsgodkendt lige efter nytår. Det bekræfter Erhvervsstyrelsen.
Der kom en ny bogføringslov til landet, da 2023 blev til 2024, og det førte til alvorlige spekulationer om, hvorvidt mange af landets virksomheder nu blev tvunget til at skifte økonomisystem til et af dem, der var godkendt af Erhvervsstyrelsen – eller om de skulle investere i nyt og dyrt.
Men nu, 62 dage efter at loven trådte i kraft, har Erhvervsstyrelsen underskrevet de krav, som virksomhedernes økonomisystemer skal leve op til, hvis de ikke er forhåndsgodkendte – og det betyder, at næsten alle virksomheder kan fortsætte med det system, de allerede har.
”Det er en rigtig god nyhed, for det betyder, at virksomhederne med ro i maven og meget nemmere, hurtigere og billigere kan opdatere deres nuværende system, så det lever op til kravene,” siger Henrik Kruse, der er CEO i fintech-virksomheden, Digisense, som har bygget moduler, der kan implementeres i de fleste bogføringssystemer, så de lever op til kravene.
Den nye bogføringslov betyder, at alle virksomheder og foreninger med en nettoomsætning på 300.000 kr. og derover skal bogføre digitalt. Det omfatter bl.a., at man kan koble sig op til NemHandel og sende og modtage elektroniske fakturaer som datafiler.
Henrik Kruse mener, at der for mange virksomheder er store muligheder i blot at udbygge deres nuværende systemer, fremfor at købe nyt.
”Der er rigtig mange, der slet ikke kender til denne mulighed. Mange virksomheder og revisorer tror, at man absolut skal skifte system for at leve op til kravene, men det er ikke altid det mest optimale, og nu har vi også Erhvervsstyrelsens ord for, at det ikke er korrekt.”