Krænkende adfærd kan finde sted på alle arbejdspladser, men selvom vi taler meget om det nu om dage, kan adfærden også være svær at definere og få øje på, mener erhvervspsykolog, Ditte Darko, der giver ledere et redskab med på vejen.
Historier om krænkende adfærd finder ofte vej til avisernes spalter, og mange kan en historie eller to om lignende sager fra deres eget arbejdsliv.
Men selvom vi generelt set har stort fokus på krænkende adfærd og prøver at komme det til livs, kan den være svært at spotte for den enkelte leder, der i sidste ende står med ansvaret. For tit og ofte er det svært præcist at definere, hvad der er krænkende adfærd – ikke mindst, da dette opleves meget forskelligt fra person til person.
“Som erhvervspsykolog har jeg set, hvordan ledere ofte står over for komplekse udfordringer, når det kommer til at skabe en sund og inkluderende arbejdskultur. I dag forventes du ikke blot at drive forretning, men også at være kulturbærer, der sikrer et trygt arbejdsmiljø for alle medarbejdere,” siger erhvervspsykolog med speciale i krænkelser, Ditte Darko.
Derfor har hun skabt det såkaldte Krænkelsesbarometer, der skal give ledere værdifuld indsigt dårlig adfærd kan udvikle sig og inddeles i forskellige zoner, der spænder fra ’uklare’ krænkelser till alvorlige tilfælde. Barometeret således udviklet til at skabe tidlig identifikation og løsning af problemer, før de vokser sig større.
“Det er baseret på principper fra adfærdspsykologi, konflikthåndtering, stresshåndtering og organisationsudvikling. Det er designet til at give ledere et struktureret og visuelt værktøj til at navigere i gråzoner og sikre, at de træffer informerede beslutninger,” siger Ditte Darko.
Hun fortæller videre, at modellen bygger på egne erfaringer som erhvervspsykolog med virksomheder, der har arbejdet målrettet med at forebygge krænkende adfærd.
Fire zoner for grænseoverskridende adfærd
Gul zone
Gråzoner, hvor misforståelser eller ubevidste grænseoverskridelser kan opstå.
- Eksempel: En kollega laver en velment, men upassende joke om en medarbejders personlighedstype eller præferencer: “Du er jo altid så stille, du kan nok bedst lide at være alene.”
Orange zone
Problematiske situationer, hvor adfærd er uacceptabel og potentielt krænkende.
- Eksempel: At overse eller afbryde en kollega konsekvent under møder, hvilket får vedkommende til at føle sig marginaliseret.
Rød zone
Åbenlyse krænkelser, som kan være lovstridig og kræver indgriben fra lederen.
- Eksempel: Ignorering eller bevidst udelukkelse af en medarbejder på grund af deres race, køn eller etnicitet i sociale eller arbejdsmæssige sammenhænge.
Mørkerød zone
Alvorlig krænkende adfærd, der kan have store konsekvenser for arbejdspladsen.
- Eksempel: Seksuel chikane, fysiske tilnærmelser eller trusler, der har til hensigt at intimidere eller ydmyge en medarbejder.
“Som erhvervspsykolog ved jeg, hvor vigtigt det er, at ledere har de rette redskaber til at sikre en tryg og professionel arbejdsplads. Krænkelsesbarometeret er et enkelt, men kraftfuldt værktøj, der gør det lettere at tage ansvar og handle proaktivt,” siger Ditte Darko.