Et nyt udviklingsprojekt fra Ennogie skal resultere i en samlet tagløsning, der kombinerer solenergi, æstetisk tilpasning, brandsikkerhed og lavere installationsomkostninger. Nu har projektet opnået millionstøtte.
EUDP (Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram) har givet tilsagn om 8,7 millioner kroner i støtte til Ennogies udvikling af et nyt tagkoncept, der kombinerer solenergi med en integreret tagløsning. Projektet, som går under navnet COBRA, har et samlet budget på 12,5 millioner kroner og ledes af Ennogie.
Formålet er at udvikle en løsning, der forbedrer både installationsøkonomi, levetid og æstetisk tilpasning i det byggede miljø – samtidig med at energiproduktionen optimeres. Projektet omfatter en række tekniske og designmæssige innovationer, herunder:
- Et tagkoncept, der gør undertag overflødigt
- Farvede solpaneler med fokus på ensartet udtryk fra flere synsvinkler og øget holdbarhed
- Brandsikkerhed integreret i designfasen samt mulighed for løbende overvågning
- Beregningsværktøjer til vurdering af blændingseffekter
Ennogies andel af projektet udgør fire millioner kroner, og blandt de øvrige partnere er Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aalborg Universitet, DBI – Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut, Solar City Denmark og Dansk Solcelle Service.
Projektet løber over flere år og skal munde ud i en kommercielt og teknisk skalérbar løsning til både nybyggeri og renovering.