Et travlt år er gjort op, og Gravmand A/S lukker kassen for regnskabsåret 2024/25 med et solidt resultat på 12,4 mio. kr. før skat.
Hos entreprenørvirksomheden Gravmand, der er en del af Tscherning-koncernen, har man sat to streger under facit på årsregnskabet for 2024/25 – hvor det samlede resultat var et overskud på 12,4 millioner kroner.
Entreprenøren har især godt fat i pharma-industrien, der i disse år styrkes med store anlægsprojekter i Nordsjælland. Her har Gravmand været til stede i en årrække og har bl.a. vundet en række sikkerhedspriser for sit arbejde udført for bygherrer i industrien.
”Vi leverer for tredje år i træk et solidt resultat. Det skyldes ikke mindst vores stærke relationer til kunderne. Vi har gennem en årrække opbygget tætte og troværdige samarbejder, hvor vi er klar til at gå en ekstra mil for at skabe gode løsninger – og det har givet pote,” siger Per Vedel Brøndsted, ejerleder i Gravmand.
Desuden har virksomheden etableret sig inden for fjernvarme og energisektoren. Og så har Gravmand netop vundet en række større LAR-projekter i hovedstaden, hvor virksomheden de kommende år skal være med til at klimasikre København og omegn mod fremtidens store nedbørsmængder.
”Vores vision er at blive en af de ønskede anlægs- og forsyningsentreprenører på Sjælland ved at opbygge tillid og ved at efterlade borgere, bygherrer og samarbejdspartnere med indtrykket, at samarbejdet med os er Positivt Anderledes,” siger Per Vedel Brøndsted.

