Skal man skabe sig en plads i et i forvejen trængt marked, gælder det om at tænke i nye baner. Emil Nissen, CEO i Nissen&Co, har skabt et markedsføringsbureau, der vender bureautanken på hovedet.
“Rigtig mange virksomheder har en udfordring, der ligger langt dybere end bare behovet for god markedsføring. Skal man have succes med sin markedsføring, så kræver det jo, at hele fundamentet for virksomhedens vækst er på plads. Det er netop det, vi hjælper dem med, samtidig med at vi er deres markedsføringspartner.”
Emil Nissen er 25 år, og grundlægger af markedsføringsbureauet, Nissen&Co, der er godt i gang med at skabe sig et navn inden for en branche, hvor bureauerne i forvejen nærmest hænger på træerne. Men med en anderledes tilgang til opgaven, har aalborgenserne gennem de seneste år fået hul igennem til stadigt flere kunder.
“Når en kunde kommer til os og siger, at de gerne vil annoncerer på Facebook, er vores første spørgsmål; ‘Hvorfor vil I det, og hvad er jeres strategi?‘. Mange har ikke en strategi, og det gør, at de ender med at bruge en masse penge på ingenting,” siger han, og fortsætter.
“Vi tager derfor altid et helt grundlæggende kig på virksomhedens struktur og fundament. Har de de rette leverandøraftaler, den rigtige hjemmeside, og alt det der er vigtigt for at kunne vækste,” siger Emil Nissen.
Det rette match
Ideen bag denne måde at arbejde med kunderne på, hvor man tager et langt dybere blik på virksomhedens fundament, kommer af et ønske om at engagere og comitte sig langt mere til de kunder, der træder ind ad døren på kontoret i Aalborg.
Mange af virksomhederne, der kommer til Nissen&Co er ikke bare kunder, men de to ender ofte med et regulært samarbejde, hvor bureauet bliver en strategisk samarbejdspartner, der til gengæld får andel i kundens virksomhed – typisk en procentdel af omsætningen.
“Det giver et langt større incitament til at knokle for den virksomhed, og for at levere et godt produkt og gode resultater. Det er det, jeg brænder for. Det gør også, at vores kunder ved, at de kan regne med os. For vækster de ikke, gør vi heller ikke.”
Selvom det ikke er alle kunder i butikken, der er deciderede samarbejdspartnere på denne måde, og mange er helt almindelige bureaukunder, så er Emil Nissens tilgang til kunderne gerne den samme.
“Mange har været ved andre bureauer, uden at få det til at fungere. Ofte ligger problemet i virksomheden selv, og de er simpelthen ikke klar til det, de stræber efter. Det er ikke nok med et super godt produkt, hjemmesiden skal også være god. Fragten skal være pålidelig og helt i top. Den digitale tilstedeværelse det samme. Ser man ikke på hele billedet, så er det svært at komme ud over rampen.”
Tingene er da også gået stærkt i Nissen&Co. Det seneste regnskabsår viste et overskud på knap en million kroner, og virksomheden beskæftiger i dag tre mennesker på fuldtid. Ambitionen er, at overskuddet skal tredobles i indeværende år.
“Jeg tror på, at vi er på vej i en rigtig god retning, for der er ikke andre på markedet, der er helt som os. Naturligvis er vi ikke det, alle søger, men mange kan gøre nytte af netop det, vi kan give dem. Vi er gode til de virksomheder, der er på vej op og som har store ambitioner, ligesom os selv.”

