Banker kan nu trække et EIFO-Vækstlån direkte på vegne af deres erhvervskunder. Det nye produkt skal gøre det hurtigere og enklere for SMV’er, landet over, at få adgang til vækstkapital. Landdistrikternes Fællesråd forventer, at flere virksomheder i landdistrikterne vil efterspørge det nye Vækstlån via deres bank.
EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) lancerer det Selvbetjente Vækstlån – et digitalt produkt, der gør det muligt for banker at trække et lån på mellem 200.000 og 1.000.000 kroner direkte til deres erhvervskunder. Lånet skal gøre adgangen til finansiering billigere, enklere og mere gennemsigtig for små og mellemstore virksomheder (SMV’er) over hele landet.
I dag tilbyder EIFO allerede vækstlån i samme størrelsesorden, men gennem en manuel proces, der kan være tung både for virksomheder og banker – lånestørrelsen taget i betragtning. Med det Selvbetjente Vækstlån får bankerne et hurtigere “pluk selv”-værktøj, hvor de selv kan trække lånet på vegne af kunden – direkte via EIFOs kundeportal.
Ifølge Signe Thustrup Kreiner, CCO SME i EIFO, er målet at bringe finansieringsmulighederne tættere på de virksomheder, der har mest brug for dem:
”Vi ved, at mange mindre virksomheder, særligt udenfor de større byer, har svært ved at finde kapital til at vokse. Det Selvbetjente Vækstlån skal gøre det nemmere at få adgang til finansiering. Produktet kan tages i brug med det samme af bankerne, og det giver virksomhederne et hurtigt og enkelt supplement til bankens egen finansiering.”
EIFO understøtter vækst på tværs af Danmark
Det nye digitale produkt til bankerne er en del af EIFOs strategi om at understøtte iværksætteri, vækst og arbejdspladser på tværs af Danmark. Samtidig bygger det på de gode erfaringer med fondens øvrige selvbetjeningsprodukter, Vækstkautionen og Soliditetslånet, som allerede har gjort det lettere for banker at understøtte virksomhedernes udvikling.
”Vi ønsker at gøre finansiering mere tilgængeligt for alle typer virksomheder – uanset postnummer. I samarbejde med bankerne, og deres stærke distributionsnetværk og kunderelationer kan vi nå endnu bedre ud til danske SMV’er med vækstfinansiering. Det Selvbetjente Vækstlån er et enkelt, gennemskueligt og effektivt værktøj, der skal hjælpe flere danske virksomheder med at tage deres næste skridt,” siger Signe Thustrup Kreiner.
Afgørende med hurtigere finansiering til virksomheder i landdistrikterne
Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard ser positivt på tiltaget, som han mener kan få betydning for små og mellemstore virksomheder i hele landet.
“Det er meget positivt at nylig opstartede virksomheder, og små- og mellemstore virksomheder (SMV’er), hurtigere kan få bevilliget et Vækstlån fra EIFO. Det har stor betydning for en virksomhed indenfor fx produktion eller turisme i landdistrikterne, at de hurtigt kan få en finansiering på plads til at udvide og vækste,” siger han og fortsætter:
“I Landdistrikternes Fællesråd forventer vi, at flere virksomheder i landdistrikterne vil efterspørge det nye Vækstlån via deres bank, ikke mindst som følge af at lånet generelt bliver billigere. I landdistrikterne har mange virksomheder udfordringer med at skaffe finansiering til at udvide og vækste, så vi håber at finansierings-udfordringerne for virksomheder bliver mindre, mens vi følger udviklingen i de nye Vækstlån,” siger en glad formand, Steffen Damsgaard.
Ansøgninger om det Selvbetjente Vækstlån kan ske via EIFOs kundeportal. Det nye produkt ledsages af ensrettede vilkår for EIFOs øvrige selvbetjeningslån, hvilket skal sikre større gennemsigtighed og ensartede betingelser på tværs af produkterne.
Om EIFO-Vækstlån
Sunde små og mellemstore danske virksomheder skal have bedre mulighed for at få finansiering til at skabe vækst, uanset hvilket postnummer de hører hjemme i.
Efter flere år med Vækstlån som et midlertidigt tilbud til virksomhederne, blev det med vedtagelsen af Iværksætterpakken i 2024 gjort til en fast, permanent ramme til EIFO på 7,5 mia. kr. med det formål at finansiere vækst på tværs af Danmark. I den forbindelse blev 1 mia. kr. dedikeret til Vækstlån i landdistrikterne.
EÍFO har aktuelt har Vækstlån i landdistriktskommuner for omkring 900 mio. kr.

