Mens antallet af stillingsannoncer generelt faldt med 13 procent mellem 2021 og 2022, steg antallet af stillingsannoncer inden for nye teknologier med 15 procent. Det var en af konklusionerne, da McKinsey & Company undersøgte 150 millioner stillingsannoncer på tværs af lande.
It-specialisterne kommer til at få afgørende betydning for en lang række brancher og virksomheder, der kæmper om at blive førende på diverse markeder, hvor førertrøjens ejermand kommer til at afhænge af, hvem der laver de bedste løsninger inden for kunstig intelligens (AI).
Og det er især specialister indenfor Generativ AI, der oplever en vækst. På bare et år er efterspørgslen efter AI-eksperter steget med 44 procent. Men der har også været stigende efterspørgsel efter Web3 (40 procent), nye softwareværktøjer (29 procent) og machine learning (23 procent).
”Virksomhederne ved, at det giver dem en konkurrencefordel, hvis de er først til at benytte f.eks. kunstig intelligens. Derfor ser vi også lige nu et globalt race efter udviklere og specialister, som skal være med til at sikre virksomhedernes fremtidige vækst,” siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation og ansvarlig for Policy Boardet for digitale kompetencer i IT-Branchen.
Fokus på efteruddannelse
Et af de områder, hvor de nye teknologier kommer til at spille en stor rolle, er inden for den grønne omstilling, hvor kunstig intelligens og digital omstilling bliver afgørende for emner som sænkning af CO2-udledning og øget bæredygtighed. Det viser en analyse fra Dansk Industri.
“Vores analyse viser, at digitalisering f.eks. kan spare klimaet for millioner af tons CO2 og spare millioner af liter vand. Derfor skal vi være meget bedre til at udnytte og sikre, at den grønne og den digitale førerposition bliver koblet sammen og bliver hinandens fordele,” siger digitaliseringspolitisk chef Andreas Holbak Espersen, DI Digital.
Blandt de digitale løsning er f.eks. software, der styrer energiforbruget til køl og frys i supermarked, sensorer, der holder øje med strømforbruget i byggebranchen og intelligente pumper, der sparer på vand til ølbrygning. Eksempelvis har IBM udviklet software-platform, som kan spare 1300 tons CO2 ved bedre styring af køling og nedfrysning i større danske supermarkeder ved at forskyde energiforbruget fra sort til grøn energi.
“Med analysen viser vi, at der er væsentlige CO2-reduktioner at hente vha. forskellige teknologier, og at potentialet for at accelerere den grønne omstilling i Danmark derfor er stort, hvis disse løsninger bliver udbredt til flere brancher og sektorer,” siger Andreas Holbak Espersen.
Tal fra EU viser at Danmark indtager en sørgelig bundplacering, når det gælder virksomhedernes brug af nye teknologi til at nedbringe klimapåvirkningen. Samtidig uddannes der ikke nok nye kandidater til at komme den mangel på arbejdskraft, der også findes i branchen, til livs. Dermed kan behovet for efteruddannelse af medarbejdere blive en vigtig faktor for at holde virksomhederne up-to-date med de nye teknologier.
I undersøgelsen fra McKinsey & Company forventer næsten fire ud af 10 medarbejderne i it-sektoren, at over 20 procent af medarbejderne i deres virksomhed vil blive videreuddannet eller omskolet indenfor de næste tre år.
”AI åbner op for en masse nye muligheder, som virksomhederne skal forholde sig til og reagere på. Og jeg tror derfor også, at vi vil se mange virksomheder, der sætter ressourcer af til at videreuddanne og omskole medarbejdere, så de får mest muligt ud af de nye teknologier som f.eks. AI,” siger Mette Lundberg.