Den nye produktkonfigurator gør det muligt for smedevirksomheden Ebbes Kleinsmedie at digitalisere opmålingen af karme til elevatordøre, hvilket kan spare dem op til 10 procent af arbejdstiden.
Ebbes Kleinsmedie, en københavnsk smedevirksomhed specialiseret i dele til elevatorbranchen, har implementeret en ny digital teknologi, der optimerer opmålingen af inddækninger – de karme, som elevatordøre monteres i.
Virksomheden, der beskæftiger 21 medarbejdere, har i samarbejde med Alexandra Instituttet udviklet løsningen gennem et MADE-projekt. Først blev arbejdsprocessen kortlagt i et MADE Kickstartprojekt for at identificere kravene til en digital løsning. Herefter blev teknologien videreudviklet i et MADE Demonstrationsprojekt, hvor en prototype blev skabt og testet. Implementeringen af denne teknologi sparer tid og effektiviserer produktionen markant.
“Før gjorde vi det, at vi kørte ud og målte op på byggepladsen, og så kørte vi hjem og indtastede de opmålinger i et regneark, hvorefter vi så lavede den figur, som vores laserskærer skal bruge til udskæringen. Det er mange etager, som vi snakker om om året, så der er meget arbejde i det,” siger Steen Carmel.
Smedevirksomheden har i samarbejde med Alexandra Instituttet udviklet en digital konfigurator, der optimerer opmålingen af inddækninger til elevatordøre. Løsningen gør det muligt at indtaste opmålinger direkte på en tablet ude på byggepladsen, hvorefter data sendes direkte til en laserskærer, der automatisk konfigurerer udskæringen.
Ved at eliminere manuelle beregninger og tegninger sparer virksomheden en arbejdsgang og reducerer tidsforbruget med flere minutter per etage. Prototypen er i øjeblikket under test, og de foreløbige resultater viser lovende effektiviseringer.
“Vi har fået et brugbart værktøj, så på den måde er operationen lykkedes, så det synes jeg er fantastisk. Som virksomhed arbejder man hele tiden på at kunne gøre det bedre, hurtigere og nemmere, og det her er endnu et skridt i den retning, som gør, at vi kan producere mere og være konkurrencedygtige,” siger Steen Carmel.