Gennem de senere år har der været stort fokus på diversitet og forskellighed på arbejdspladsen. Det har der været mange gode grunde til, mener forfatter og antropolog, Dennis Nørmark – men samtidig mener han, at der kan være gode grunde til, at den bevægelse nu ser ud til at gå tilbage.
Der skal være plads til alle på arbjedspladsen. Hvad end du har af tro, køn, religion eller seksualitet, så skal det ikke stå i vejen for, at du kan blive en god og værdsat kollega her hos. Så meget kan de fleste blive enige om.
Der har de senere år været stort fokus på, at sikre stor diversitet i snart sagt alle afskygninger – men hele denne dagsorden ser nu også ud til at møde et bump på vejen, ikke mindst som følge af Donald Trump, der har sat sig for at mindske dagsordenens indflydelse – bl.a. ved at fyre statsansatte, der arbejder med diversitet, lighed og inklusion.
Men måske er denne udvikling ikke så gal, at det ikke er godt for noget.
Det mener i hvert fald forfatter og antropolog, Dennis Nørmark, der dog også ser positive tegn i den bevægelse, der går i en anden retning end woke og det store diversitetsfokus.
“På vores arbejdspladser skal vi ikke blot have lov til at være de køn, seksualiteter og etniciteter, vi er – vi skal også have lov til at være de politiske mennesker, vi er. En undersøgelse fra Djøf, som jeg selv har bidraget til, konkluderer, at 56 procent af danskerne undertrykker deres politiske holdninger på arbejdspladsen,” skriver han i et opslag på LinkedIn.
Han mener samtidig, at der som følge af det store fokus på diversitet kan opstå situationer, hvor de medarbejdere, der ikke er enig i diversitetslinjen, kan blive mødt med mindre forståelse end dem, der er enige og det måske er på tide at se nærmere på, hvad vi egentlig forstår ved åbne og inkluderende arbejdspladser.
“Vi skal ikke diskriminere nogen på arbejdspladsen, men fører nogle af de meget belærende holdninger over for medarbejderne ikke til en utilsigtet form for tankepoliti, der gør arbejdspladsen til et minefelt for dem, der ikke lige tilslutter sig woke-tankegangen og idéen om 46 forskellige køn?” skriver han.