Den globale opvarmningen sker nu dobbelt så hurtigt, som tidligere. Det viser Klimastatus 2025, en ny rapport fra Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) ved DMI, der offentliggøres i dag.
I 2024 lå den gennemsnitlige globale temperatur 1,55 °C over niveauet fra 1850–1900 – den højeste årlige gennemsnitstemperatur, der nogensinde er målt. Nye beregninger sætter rekorden i et længere tidsperspektiv, og viser, at opvarmningen er steget fra 0,15 °C per årti over de seneste 80 år til 0,29 °C per årti de seneste 20 år. Opvarmningen per årti er altså næsten for fordoblet.
Rapporten samler for første gang på dansk den nyeste viden om klimaets udvikling globalt, i Arktis og i Danmark. Den dokumenterer, at opvarmningen nu sker dobbelt så hurtigt som i det forrige århundrede, og at følgerne mærkes overalt: stigende havniveauer, smeltende is og hyppigere ekstreme vejrhændelser – med store menneskelige og økonomiske omkostninger.
– Når den globale opvarmning accelererer betyder det også, at de negative konsekvenser af klimaforandringer vil ramme både rundt om på kloden og i Danmark. Termometeret viser, at stigningen er dobbelt så høj nu som tidligere, siger Adrian Lema, chef for fra Nationalt Center for Klimaforskning ved DMI.
Rapporten blev fredag præsenteret på NCKF’s årlige klimakonference i DGI Byen, hvor både klimaforskere og andre mødes for at dele viden og resultater.
Ifølge rapporten er verden aktuelt på vej mod omkring tre graders global opvarmning inden år 2100, medmindre udledningen af drivhusgasser reduceres markant. Samtidig viser data, at havisens udbredelse i både Arktis og Antarktis fortsætter med at falde, og at Den Atlantiske Havcirkulation (AMOC) svækkes gradvist frem mod århundredets udgang.
– Forståelsen af, hvordan Danmark bevæger sig i et forandret klima, er afgørende for klimatilpasning og prioritering, siger Adrian Lema.

