Der var denne eftermiddag debat om kræftbehandlingen i Danmark – og hvorvidt der er lige muligheder for god behandling, hvor end i landet man bor.
Ulighed er et emne, der altid er til debat i Danmark, og sålede også denne eftermiddag i PressConnects og PublicConnects telt på Folkemødet – hvor Sundhedspolitisk Tidsskrift afholdte debat om ligheden inden for kræftbehandling i en debat modereret af Anja Bo.
36 årige Kasper Ørum Køhler Simonsen er kræftpatient og lider af såkaldt ALK Positiv lungekræft i stadie 4. Han fortalte til forsamlingen, at han havde flyttet bopæl for at være tættere på Aarhus, hvor behandlingen ifølge ham er langt bedre, end hvor han boede før.
“Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at behandlingen er på så forskellige niveauer, om man bor det ene eller andet sted. Det burde være det samme i København og på Lolland,” sagde han.
Den bekymring er Søren Valgreen Knudsen, forperson i Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedsvæsenet, enig i.
“Vi har som patienter krav på at få den samme behandling over alt i landet. Men sådan er det bare ikke i dag, for bor man i København, har man langt større chance for at komme gennem nåleøjet til alternativ behandling, end man har andre steder.”
Bevidstheden om, at behandlingen er bedre i de største byer end mange andre steder, var også det, der fik Kasper Ørum Køhler Simonsen til at rykke teltpælene op og flytte til Aarhus.
“På de store sygehuse er der flere læger, der er helt opdateret på forskningen og som har styr på det sidste nye. Det er vilkårene i dag, men jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at det er sådan.”