Efter tre års fravær er det danske bryggeri Alefarm Brewing tilbage på det engelske marked, da de netop har genoptaget samarbejdet med distributøren, Cask International.
Tidligere kunne man finde danske Alefarm Brewings produkter flere steder i England, som følge af deres samarbejde med Cask International, men dette samarbejde stoppede i 2022.
Det skete af flere årsager, hor både Brexit og coronaepidemien nævnes som baggrunde for, at samarbejdet måtte stoppe.
Men nu er det således blevet genoptaget, og dermed vil danskerne igen kunne sælge deres produkter det engelske marked, og det glæder CEO, Kresten Thorndahl.
“Vi har i løbet af de sidste år løbende fået forespørgsler fra England om, hvor man kunne købe vores øl. Det har naturligvis været skuffende, at vi ikke har kunnet give nogle positive svar, men det kan vi heldigvis nu. Vi er meget glade for at de engelske kunder ikke har glemt os og vores gode øl, hvilket har gjort det nemmere at overbevise distributøren om at tage os ind igen,” siger han.
Samarbejdet kom i stand ved, at man fra Alefarms side fik Cask International til at spørge deres mange kunder om interessen i igen at kunne købe danskernes produkter, og her viste interessen sig at være stor.
“England er et kernemarked, når det drejer sig om øl, så vi er meget glade for at være tilbage. Alene markedet i London er større end det danske marked, så der er virkelig muligheder,” siger Kresten Thorndahl.

