Rekordhøj CO2-reduktion og et årsresultat på 20,9 mio. kr. understreger, at grøn omstilling og god forretning går hånd i hånd. Med den nuværende situation i Europa er det mere aktuelt end nogensinde at sætte fart på den grønne omstilling i danske virksomheder for at reducere afhængigheden af fossile energikilder.
”Hvis vi skal lykkes med vores fælles mission om 70 pct. reduktion af Danmarks CO2-udslip i 2030, er det afgørende, at vi udvikler og skalerer fremtidens grønne virksomheder,” siger Anders Eldrup, bestyrelsesformand i Danmarks Grønne Investeringsfond.
Fondens årsrapport for 2021 understreger, at fondens risikovillige kapital sætter skub i den grønne omstilling i de danske virksomheder, og at grøn omstilling tillige er god forretning.
“Vi er stolte over at bidrage til denne afgørende mission ved – i samarbejde med de private pengeinstitutter – at tage en lidt større risiko i finansieringen af disse virksomheder. Den grønne omstilling vil samtidig bidrage til at skabe forsyningssikkerhed og sikre, at vi i Danmark kan gøre os fri af russisk gas. Desuden glæder det mig, at vores resultater for 2021 igen understreger, at grøn omstilling er god forretning. I år vil vi skrue yderligere op for de gode takter, så vi kan bidrage til den grønne omstilling til gavn for mennesker og klima.”
Danmark Grønne Investeringsfonds årsresultat lander på 20,9 mio. kr. Derudover opnåede fonden en rekordhøj CO2-reduktion på over 700.000 tons. Dermed har fondens samlede finansieringer siden 2015 muliggjort en CO2-reduktion på 2,17 mio. tons, hvilket svarer til 120.000 danskeres årlige CO2-udledning. CO2-reduktionen er lykkedes, ved at Danmarks Grønne Investeringsfond i 2021 har finansieret 21 projekter for knap én milliard kr. til gavn for både klima og skabelsen af nye grønne arbejdspladser.
Flere grønne finansieringer
I 2021 var finansieringerne hovedsageligt i projekter inden for vedvarende energi og fødevaresektoren. Inden for begge områder har Danmark en lang række virksomheder med interessante forretningsmodeller og et stort grønt potentiale. Således har Danmarks Grønne Investeringsfond for eksempel finansieret virksomheden Blue World Technologies, der med sin brændselscelle-teknologi har bygget et grønt alternativ til den forbrændingsmotor, der sidder i vores biler i dag. Det er bare et enkelt af de mange gode eksempler på projekter, som fonden vil være med til at udvikle, fortæller Michael Zöllner, Managing Director i Danmarks Grønne Investeringsfond.
”Den grønne omstilling kræver en indsats i alle sektorer og brancher over hele verden. Og netop nu på det europæiske kontinent er det højaktuelt med en hurtig grøn omstilling. Her er det afgørende, at vi stiller vores risikovillige kapital til rådighed for grønne virksomheder, så vi kan reducere vores afhængighed af fossile energikilder og lykkes med vores fælles mission om 70 pct. reduktion af Danmarks CO2-udslip senest i 2030. I Danmarks Grønne investeringsfond accelererer vi i 2022 aktiviteten yderligere. Det gælder både på antallet af projekter og udlånsaktiviteten, og vigtigst af alt bidraget til den grønne omstilling af samfundet.”
I 2022 skal Danmarks Grønne Investeringsfond fortsætte den gode aktivitet med kapitalen fra Danmarks Grønne Fremtidsfond i ryggen. Siden etableringen i 2015 har fonden nu finansieret i alt 87 projekter med et samlet udlån fra fonden på 2,9 mia. kr. Medregner man finansiering fra de andre parter, har fondens udlån medvirket til at muliggøre investeringer i grøn omstilling for 13,6 mia. kr.
Året i hovedpunkter
- Årets finansielle resultat blev et overskud på 20,9 mio. kr.
- Låneporteføljen har genereret nettoindtægter for 53,8 mio. kr.
- Der er i løbet af året afgivet nettotilsagn for 879,0 mio. kr.
- Der er foretaget 21 udbetalinger og garantier til virksomheder for i alt 943,8 mio. kr., og fondens akkumulerede udbetalingsvolumen udgør den 31. december 2021 2.914,9 mio. kr.
- Ultimo året er der uudnyttede tilsagn for i alt 466,3 mio. kr.
- Egenkapitalen udgør med udgangen af 2021 273,2 mio. kr. mod 172,3 mio. kr. ultimo 2020.
- Det akkumulerede resultat i fondens levetid udgør 52,0 mio. kr.

