Konsulenthuset Combine A/S viser en flot fremgang i deres regnskab for 2024 med et driftsresultat på knap 3,2 millioner kr.
Combine kan nu fremvise et regnskab, der afspejler tre års målrettet transformation. Virksomheden har bevæget sig fra at være et digitalt bureau til et konsulenthus med fokus på Master Data, og den nye strategi har skabt en markant forbedret indtjening. Ejerkredsen ser resultatet som en bekræftelse af, at visioner og langsigtet planlægning har båret frugt.
”Vores transformation har krævet mange svære beslutninger undervejs. (…) Skiftet til konsulenthus har betydet, at vi har haft brug for nye kompetencer og en anden tilgang til kunderne, hvis vi skal være relevante for danske industrivirksomheder,” siger CEO Lars Bojer Kanstrup.
I 2022 overtog Lars Bojer Kanstrup fuldt ejerskab ved at købe sin tidligere partner ud og satte derefter gang i opbygningen af en ny forretningsmodel og partnerstruktur.
”Det er tre år siden, jeg satte alt på ét bræt og gik i gang med at implementere en ny strategi og forretningsplan. Det var på bagkant af svære corona-år og midt i en choktilstand efter Ruslands invasion af Ukraine, hvor der opstod usikkerhed i markedet. Her var en klar og ambitiøs vision om at blive et rådgivende konsulenthus helt afgørende for, at vi klarede os fornuftigt igennem den periode. Visionen var også drivkraften i, at et større antal medarbejdere valgte at blive partnere og købe 40% af aktierne i virksomheden på trods af usikkerheden,” siger Lars Bojer Kanstrup.
Det seneste regnskab understreger ifølge Lars Bojer Kanstrup, at den strategiske omlægning af både forretningsmodel og ejerskab har været en succes. Skiftet har ikke blot styrket selskabets position, men også givet det en langt skarpere profil i markedet.
”Vi har lyttet og tilpasset os for at imødekomme en efterspørgsel efter en rådgivende kompetence med forretningsforståelse og udsyn i forhold til muligheder forbundet med nye teknologier og stigende krav til virksomheder om datakvalitet, compliance og datasikkerhed,” siger Lars Bojer Kanstrup.