Der har i årtier været problemer med kiosker, der ser stort på loven og agerer som central for salg af diverse ulovlige varer. Senest afslørede en razzia, at 21 ud af 22 besøgte kiosker var på kant med loven. Det er på tide, at sætte hårdt mod hårdt, mener Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde er vred. Skatteminister Rasmus Stoklund er rystet.
Anledningen er en myndighedsaktion, der afslørede massive problemer, snyd og lovovertrædelser i 21 ud af 22 københavnske kiosker.
Jeg har fulgt dansk dagligvarehandel fra min ansættelse hos DSK meget tæt i 26 år, og det er mildest pinligt – og ret vildt – at vi fortsat skal trækkes med så massive problemer i dele af kioskbranchen og, at det også fortsat kommer bag på myndigheder og politikere.
I oktober 2004 (altså for mere end 20 år siden) skrev den daværende regering således:
”Forårets kontrolaktioner har vist, at der snydes og fifles i et overraskende stort omfang. Snyderiet er mange steder sat i system, og bøderne regner man med som en del af omkostningerne ved at drive forretning.”
Jeg er også – som de to ministre – både vred og rystet, Men det gode er, at politikerne kan gøre noget ved det. Sæt i gang!
Claus Bøgelund Nielsen
Den daværende regering ville derfor styrke indsatsen på tre lige vigtige dele:
• Regler, der gør det lettere at kontrollere
• En øget kontrolindsats og hårdere straffe
• En kampagne for at ændre holdningen til sort og illegalt arbejde, socialt bedrageri samt virksomhedssnyd.
Det var dengang. Siden er problemerne ikke blevet mindre. Tværtimod. Når der konstateres massive problemer, snyd og lovovertrædelser i 21 ud af 22 københavnske kiosker er der noget ravruskende galt.
Helt ærligt: Det er altså for dårligt!
Hvis en butiksejer bevidst fusker med afgifterne og f.eks. henter slik i Sverige uden dansk afgift – og med lav svensk fødevaremoms – er sanktionen 10.000 kr. i bøde første gang, 20.000 kr. anden gang og 30.000 kr. tredje gang. Den slags bagatelagtige bøder indregnes stadig som en del af omkostningerne ved at drive den slags butik. Udover fusk med afgifterne er der ofte salg af direkte ulovlige varer som forbudte nikotinprodukter (puff-bars mv.).
Der er også problemer med ”ansatte”, der enten slet ikke har opholdstilladelse og/eller er på offentlig forsørgelse. Derudover er det almindeligt, at mange fra kioskmiljøet ikke kan dokumentere, hvor fødevarerne kommer fra. Hvordan det? Jo, når varerne enten er hælervarer og/eller handles i Sverige, Polen eller Tyskland, er der ingen faktura, der kan vises frem.
”Sorte varer” indgår som en helt naturlig del af dagligdagen, fordi der ofte også er ”ansatte”, der enten slet ikke har opholdstilladelse eller som er på offentlig forsørgelse. De kan derfor ikke få normal løn, men skal aflønnes sort.
Kun ca. 7 ud af 10 bøder betales.
Som retssamfund kan vi desværre på ingen måde være sikre på, at retfærdigheden sker fyldest. Mange bøder betales ikke og overtrædelserne sanktioneres ikke konsekvent på tværs af de forskellige myndigheder. Hvis Fødevarekontrollen f.eks. tager en kiosk for manglende sporbarhed, er det oplagt også at efterforske for tyveri og/eller hæleri.
Senest har Fødevarestyrelens rejsehold fundet en nyåbnet butik, der var spækket med tyvekoster. På trods af, at den vurdering kommer fra erfarne specialister hos én myndighed, er der ikke rejst en sag om hæleri hos politiet. Det er for dårligt og så klinger politikernes løfter om strengere straffe hult.
“Al Capone-metoden”
Al Capone-metoden henviser til en strategi, hvor man går efter en kriminel for en anden forseelse, fordi det er svært at bevise én form for kriminalitet. Den bliver myndighederne altså nødt til at tage i brug, når det drejer sig om dele af et kioskmiljø, der – ligesom i 2004! – indregner bøder som en del af omkostningerne ved at drive deres kiosk. Der bliver hvidvasket, snydt og bedraget. Det går ikke. Det er pinligt.
Hvis man som myndighed, synes det er svært at bevise, at kioskmedarbejderen ikke har ”første arbejdsdag” lige præcis den dag kontrollen kigger forbi, ja så må man tjekke kioskens økonomi minutiøst. Det skal være muligt at akkumulere de mange overtrædelser, så ”mange bække små” tilsammen medfører en så hård hammer, at bøderne ikke bare lige kan indregnes i den daglige drifter.
Og så bør man overveje at idømme den fysiske placering (adressen) karantæne, så kiosken ikke kan handles til fætter, når myndighederne banker på døren.
Jeg er også – som de to ministre – både vred og rystet, Men det gode er, at politikerne kan gøre noget ved det. Sæt i gang!
Claus Bøgelund Nielsen er vicedirektør i De Samvirkende Købmænd.