Mens iværksætterpakken lover bedre vilkår for nystartede virksomheder, mener Christian Borrisholt Steen, politisk konsulent, Arbejdsgiverforeningen KA, at også det bureaukrati, iværksætterne kæmper med, bør mindskes markant.
Som interesseorganisation for mere end 1.400 små- og mellemstore virksomheder indenfor blandt andet håndværk, industri og landbrug, glædede vi os i Arbejdsgiverforeningen KA over aftalen om den såkaldte iværksætterpakke, som regeringen tidligere på året indgik med en samlet, borgerlig opposition.
Og vi glæder os endnu mere over, at flere af forslagene i Iværksætterpakken nu ser ud til at blive til konkrete lovforslag til gavn for iværksætterkulturen i Danmark.
Aktuelt er et forslag om ændring af selskabsloven sendt i offentlig høring. Formålet er at gøre det lettere for iværksættere at skaffe kapital til deres virksomhed ved at muliggøre såkaldt equity crowdfunding i anpartsselskaber. Det vil i praksis betyde, at iværksætterne får langt bedre mulighed for at rejse risikovillig kapital – og fra en bredere gruppe af investorer end tilfældet er i dag.
Endelig foreslås det også at nedsætte kapitalkravet i anpartsselskaber fra 40.000 kr. til 20.000 kr. Sidstnævnte kan måske lyde som en lille ændring, men det er ikke desto mindre en ændring som kan have stor betydning for nye iværksætteres mulighed for at komme i gang med at leve deres drøm som selvstændig ud i livet.
Forslagene om ændringer i selskabsloven er et godt, første skridt på vejen hen imod et iværksætter-Danmark i verdensklasse, men der skal endnu mere til. Vi ved fra vores medlemsvirksomheder, at oplevelsen af stigende bøvl og bureaukrati, er en kæmpe udfordring for mange virksomheder og iværksættere.
Derfor deler vi fuldt ud regeringens ambition om, at virksomheder og iværksættere fremover skal møde færre byrder og mindre bøvl. Nedsættelsen af kapitalkravet i anpartsselskaber er et rigtig godt eksempel på en enkelt sten, der ryddes af vejen på bureaukratiets støvede vej.
I Arbejdsgiverforeningen KA ser vi frem til at endnu flere elementer i Iværksætterpakken udmøntes i konkret politik til gavn for små- og mellemstore virksomheder i almindelighed og iværksætterne i særdeleshed.
Ét af de elementer i Iværksætterpakken, som vi i særlig grad imødeser den praktiske udmøntning af, er forslaget om at sikre en mere overskuelig regulering for iværksættere, som ifølge Iværksætterpakken blandt andet skal indeholde et samlet overblik over lovpligtige autorisationer og tilladelser, samt skabe øget automatisering af iværksætteres indberetningspligt af bogføringsdata. Det vil uden tvivl også kunne være med til at gøre det lettere at være iværksætter i Danmark.
Virksomhederne bør i langt højere grad end i dag, kunne koncentrere sig om deres kerneforretning og om at udvikle deres virksomhed og dermed bruge langt mindre tid på bøvl og unødvendigt bureaukrati. Derfor ser vi frem til, at endnu flere af de gode intentioner i Iværksætterpakken bliver omsat til konkret politik. Det skal kort sagt være lettere at være iværksætter i Danmark. Det vil være til gavn for os alle sammen.
Christian Borrisholt Steen er politisk konsulent i Arbejdsgiverforeningen KA.