I disse dage løber årets store iværksætter event, Tech BBQ, af stablen i København, og blandt onsdagens emner var bl.a. celebrities og den rolle de kan spille som co-founder for et brand.
Der er i tusindvis af mennesker i Lokomotivværkstedet i København, og iværksættere og andre kloge hoveder inden for iværksætteri har sat hinanden stævne til to-dages stort anlagt slabberas omkring snart sagt alle aspekter af entreprenørskab.
Fra den centrale TechBBQ-scene, var der således også samlet diverse kloge hoveder, der skulle gøre tilhørerne klogere på de mange samspil, vi i dag ser mellem diverse kendte mennesker og brands – måske bedst eksemplificeret ved den tidligere svenske tennisstjerne, og nu designbrand-indehaver, Bjørn Borg.
Men hvordan får man det bedste ud af, at hænge sit brand og sin ide op på at få et kendt ansigt som co-founder?
“Det er afgørende, at personen er dybt engageret, og at man ikke skal overtale dem til at blive co-founder af det, man gerne vil sætte i verden. Der skal være ægte motivation, ellers skal man lade være,” sagde Christian Arnstedt, founder og CEO i Blazer Capital.
På scenen var også Diana zur Löwen, CEO i Rawr Ventures, der advarede mod udelukkende at lægge vægt på kendisfaktoren hos den person, man får ind som co-founder. For uden kvalitet, intet frugtbart iværksættereventyr.
“Forbrugerne er langt mere opmærksomme på, om et produkt, der er sat i verden af et kendt ansigt, lever op til deres forventninger, end hvis afsenderen bare er virksomheden. Er produktet dårligt, skader det både virksomheden og den kendte co-founders brand.”
Christian Arnstedt slog samtidig fast, at skønt det er vigtigt, at den kendte co-founder er en vigtig del af brandens ansigt udadtil, så er det vigtigt, at de helligere deres tid til det, der først og fremmest gør dem interessant for den målgruppe, man ønsker at ramme.
Netop den kendisfaktor, som personen bringer til virksomheden, er ifølge Fisayo Longe, CEO i Kia Collective, afgørende for hele ideen med at inddrage den kendte person.
“Det åbner så mange døre, og det gør, at det ikke er nødvendigt at kæmpe så hårdt for at få folks opmærksomhed, for den følger personen.”