Konkurstallene for danske virksomheder er i den lave ende denne sommer, viser helt nye tal. Det tegner ifølge cheføkonom i Aktive Ejere, Bo Sandberg, til at give en rolig sommer på konkursfronten.
Der var 201 erklærede konkurser i juni blandt aktive virksomheder, når der korrigeres for normale sæsonudsving, og det er 2,9 procent færre end i maj måned. Konkurserne medførte 950 tabte job på tværs af landet.
I andet kvartal 2024 var antallet af konkurser i aktive virksomheder 8,6 procent højere end i første kvartal, mens jobtabet i faktiske tal var 20,3 procent lavere.
“De 201 konkurser i juni medførte i alt 950 tabte job, hvilket historisk set ligger ret nøjagtigt på gennemsnittet omkring ca. 950 berørte job om måneden de seneste 10 år,” siger Bo Sandberg, cheføkonom i brancheforeningen Aktive Ejere, der repræsenterer aktive ejere, investorer, venturefonde mv. i Danmark, til konkurs-statistikken for juni 2024.
Det faktiske antal konkurser i første halvår 2024 er noget lavere i de branchegrupper, der typisk har flest konkurser, når der sammenlignes med den samme periode i 2023.
Industri og engroshandel ligger 34-37 procent lavere end i 2023, mens erhvervsservice ligger 30 procent lavere. Byggeri, detailhandel, restauranter og transport ligger 16-23 procent lavere. I første halvår ligger det samlede konkursniveau for alle aktive virksomheder 21 procent lavere end i samme periode i 2023.
Samtidig mener Bo Sandberg, at de nye konkurstal vidner om et danske erhvervsliv, der er i topform.
“Konkurser har indlysende ubehagelige konsekvenser for ansatte, investorer, kreditorer og underleverandører. Men som overordnet historisk betragtning, er det sundt for erhvervslivet og for samfundsøkonomien med en høj virksomhedsdynamik, hvor nye virksomheder opstår og ikke-levedygtige virksomheder bukker under,” siger han.
Tallene er ifølge Bo Sandberg godt nyt for det danske erhvervsliv, der i snart en årrække har været hårdt pressede af først den ene og så den anden krise.
“De seneste fire år har der ellers været rigeligt med udfordringer for erhvervslivet. Corona, inflation på himmelflugt, stigende renter, høje materialepriser og krig i Ukraine. Hertil kommer varige påvirkninger som AI, klimatilpasning og geopolitisk usikkerhed.”