Ifølge den amerikanske arbejdsmarkedsstyrelse steg antallet af job uden for landbruget med 228.000 i marts. Arbejdsløsheden ændrede sig kun lidt og ligger nu på 4,2 procent, men det skal nok ændre sig, mener cheføkonom.
Det amerikanske arbejdsmarked viste styrke i marts med en jobvækst på 228.000 uden for landbruget, mens arbejdsløsheden forblev stabil på 4,2 procent. Det viser de nyeste tal fra den amerikanske arbejdsmarkedsstyrelse.
Størst jobfremgang sås inden for sundhedssektoren, socialområdet samt transport og lager. Også detailhandlen oplevede en stigning i beskæftigelsen, blandt andet som følge af, at medarbejdere vendte tilbage efter en strejke. Til gengæld faldt antallet af ansatte i den føderale stat.
“Arbejdsmarkedet tilpasser sig noget mere trægt end aktie-, valuta- og kapitalmarkedet. Derfor er det endnu ikke lykkedes for ”Smadremanden” i Det Hvide Hus at ødelægge det mangeårige stærke opsving på det amerikanske arbejdsmarked, men det er kun et spørgsmål om få måneder,” siger Bo Sandberg, cheføkonom i brancheforeningen Aktive Ejere.
Han mener videre, at trods fyringsrunder i ministerierne og nedgang på aktiemarkedet, blev der i marts skabt hele 228.000 nye job i USA. Dermed overrasker ”kongen af økonomiske nøgletal.
“Beskæftigelsestallene er fra tiden før de seneste døgns kulmination af selvskadende adfærd hentet fra merkantilismens nulsums-tankegang i 1700-tallet. Og det er desværre ikke kun selvskade, Trump leverer. Det nye toldregime er dybt ødelæggende for verdenshandelen og den eneste sikre konsekvens i USA er økonomisk afmatning og inflation, også kaldet stagflation,” siger Bo Sandberg.
Han mener, at væksten i Europa også vil blive ramt, men pointerer samtidig, at når én dør smækkes brutalt i, har andre døre det sig med at åbne.
“Derfor står EU og Europa nu med en gylden mulighed for at tiltrække investeringer og ny vækst. Det kræver dog bl.a. at vi bliver bedre til at få institutionelle investorer til at investere risikovilligt i f.eks. venturekapital.”

