Rekordmange danske forbrugere forventer at gå på indkøb på årets Black Friday den 29. november, og særligt de unge forbrugere ser ud til at ville svinge dankortet.
Det er næppe gået nogens næse forbi, at denne uge er Black Week, og at den berømte og berygtede Black Friday løber af stablen i morgen.
Dagen er én af årets absolutte forbrugsfester, og en ny rapport fra Dansk Industri (DI), som, sammen med analyseinstituttet Wilke, har undersøgt danskernes forventninger til Black Friday, kan man læse, at at jo yngre, du er, jo større sandsynlighed er der for at købe noget i forbindelse med Black Friday.
Hele 85 procent i den yngste generation, Gen Z, forventer at handle på Black Friday, mens det for den ældste generation, boomerne kun er 41 procent.
“Generationskløften er interessant, og vi vurderer, at det både har noget at gøre med, at de yngre generationer har færre penge imellem hænderne og derfor har det største incitament til at spare pengene på f.eks. julegaverne, og så er de yngre generationer også vokset op med Black Friday som en fast tilbagevendende begivenhed. Så det er allerede tydeligt i deres bevidsthed, når vi når november måned,” siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør for DI Handel.
Han forventer samtidig, at årets Black Friday kommer til at slå alle rekorder, og den opfattelse bakkes op af GLS Denmark, der sammen med A&B Analyse har gennemført en undersøgelse, der viser, at syv ud af ti danskere indrømmer at lade sig rive med på dagen, og dermed dominerer impulskøb danskernes indkøbsstrategi.
Temu hitter
I november 2023 var antallet af pakker ni procent højere end i december, og samtidig lå det 38 procent over GLS’ gennemsnit for de øvrige måneder af året.
“Vi kan se en klar tendens til, at danskerne i stigende grad placerer deres indkøb i november. Det stiller høje krav til vores kapacitet, så vi de seneste år har haft behov for at indsætte ekstra ressourcer tidligere. Samtidig har vi investeret massivt i øget kapacitet, der kan sikre vores dag-til-dag leveringskvalitet på 99%, selv når forbrugernes shoppingvaner eksploderer,” siger Steen Ravnsbæk Kristensen, Managing Director i GLS Denmark.
Næsten alle danskere (88 procent) kender til mediedebatten om produkterne på Temu og Shein. Blandt de danskere, der har handlet på onlineplatforme som disse, angiver 29 procent, at de har bekymringer om blandt andet produktkvaliteten. Alligevel oplyser 69 procent af de bekymrede, at den lave pris var den afgørende faktor for deres køb. Otte procent af de danskere, der vil handle på Black Fridaym forventer at købe noget på Temu, hvilket svarer til omkring 250.000 danskere.
“Det er jo helt voldsomt og nedslående at læse de her tal. Der er ingen tvivl om, at danskerne klart og tydeligt har hørt, at produkterne på platforme som Temu og Shein kan være farlige og ulovlige, men fordi prisen er så lav, så køber de det alligevel,” siger Jacob Kjeldsen.
Han mener videre, at det er afgørende at styrke håndhævelsen af både danske og EU-regler for at sikre, at ulovlige og farlige produkter holdes ude af Europa. Derfor glæder han sig over, at regeringen har etableret en taskforce specifikt til at tackle denne udfordring.