Med 73.490 indregistrerede personbiler viser første halvår af 2022 en tilbagegang på 23,8 procent. Samtidig er antallet af elbiler i kraftig vækst.
”Indregistreringstallene er generelt faldende grundet den globale forsyningskrise. Det er dog bemærkelsesværdigt hvor hurtigt skiftet til de grønne biler går i Danmark”, siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
I juni 2022 blev der indregistreret 14.755 nye personbiler, hvilket er en tilbagegang på 27,2 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Benzinen er på vej ud
Hele bilindustrien verden over er fortsat ramt af stor mangel på delkomponenter, hvilket i meget høj grad besværliggør produktionen af nye biler, og skaber mangel på nye biler over hele verden. Men når det kommer til elbiler, sælges der markant flere end i samme periode sidste år.
Bestanden af elbiler i Danmark er over fordoblet det sidste år. I dag er der indregistreret 88.351 elbiler i Danmark mod 41.556 samme tidspunkt sidste år.
Samtidig har EUs institutioner for nyligt vedtaget, at der fra 2035 kun må sælges 0-emissions biler i EU-zonen, hvilket over de kommende år vil fjerne incitamenterne for at købe benzinbiler. Bilproducenterne er med massive investeringer i ny grøn teknologi godt på vej til at nå målet. Dog bliver adgangen til opladning nøglen til succes.
“Vi er meget bekymrede for, om Europa når at få fuldt udbygget ladeinfrastrukturen frem mod 2035. Hvis ikke det lykkes, får vi ikke for alvor nedbragt CO2-udledningen. Det er dog positivt at se, hvor mange nye aktører, der melder sig på markedet for opladning, selvom det stadig går for langsomt med opsætning af ladestandere i Europa”, siger Mads Rørvig.

