Optaget på landets erhvervsskoler er dalende, og antallet af faglærte er det samme. Til gengæld stiger beskæftigelsen og efterspørgslen på de faggrupper, hvor der bliver stadigt længere mellem kandidaterne.
Der er kommet 17.000 færre faglærte danskere i job inden for de seneste fire år. Sådan lyder det nedslående budskab i en ny analyse fra Dansk Industri (DI).
Det er dårligt nyt for dansk erhvervsliv på flere områder. Der bliver nemlig stadigt længere mellem kandidaterne til ledige jobs i mange danske virksomheder, samtidig med at efterspørgslen stiger på alle de faggrupper, der blandt andet spiller en essentiel rolle i gennemførelse af den grønne omstilling.
Det skriver DI Business.
“Det er et kæmpeproblem for Danmark. Vi har et stort behov for flere faglærte til en lang række opgaver ikke mindst i den grønne omstilling, og det er et meget dårligt tegn, at der bliver færre faglærte i job, selvom beskæftigelsen stiger,” siger Steen Nielsen, vicedirektør i DI.
Ifølge tal fra FH kommer Danmark til at mangle ca. 100.000 faglærte i 2030, og derudover søgte færre end hver femte elev, der forlod Folkeskolen i år, videre mod en erhvervsuddannelse. I dag er der rekordlav ledighed blandt faglærte. I 2022 var tallet på kun 2,1 procent i 2022, hvilket er lavere end den hidtidige rekord, der var lige inden finanskrisen brød ud i 2008.
Det fik tidligere på måneden både Dansk Håndværk og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til at opfordre regeringen til indfase de 900 millioner kroner, den vil investerer i erhvervsuddannelserne frem mod 2030, langt hurtigere end der i dag er lagt op til.
”Vores arbejdsmarked står med en kæmpeudfordring. Vi ved fra tidligere fremskrivninger, at der kommer til at mangle omkring 100.000 faglærte i 2030, men de nye tal viser, at der allerede nu er tegn på mangel på faglært arbejdskraft. Det giver risiko for flaskehalse på arbejdsmarkedet, hvor virksomhederne allerede nu kan mærke manglen på faglærte,” sagde Emilie Agner Damm, analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i den forbindelse.
Hos DI minder Steen Nielsen om, at den store mangel på faglærte gør det meget nemt for nyuddannede at finde job, så snart de er færdige på skolebænken.
“De kommende år går rigtig mange mekanikere, industriteknikere, smede, murere og andre faglærte medarbejdere på pension, så problemet vil vokse yderligere. Når man samtidig ser opgaverne i forbindelse med blandt andet den grønne omstilling tårner sig op, så kigger vi ind i et ret stort tomrum på faglært arbejdskraft,” siger han.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk