De seneste år er der blevet stjålet mere og mere fra de danske butikker. Sidste år satte antallet af butikstyverier rekord, og i år er vi på vej i samme retning.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser en markant stigning i antallet af butikstyverier siden 2021.
Fra første kvartal 2021 til andet kvartal 2024 er antallet af anmeldte butikstyverier steget med næsten 88 procent. Alene det seneste kvartal er antallet af anmeldelser steget med over tre procent. Sammenlignet med første halvår af 2023, er der anmeldt mere end 15 procent flere butikstyverier i samme periode i 2024.
Tal fra Crimestat bekræfter denne tendens. I andet kvartal af 2024 blev der på platformen Crimestat registreret 4.504 butikstyverier, og der var samlet registreret 8.890 butikstyverier samt 27.984 stjålne varer det første halve år af 2024. I første halvår af 2023 blev der registreret 7.906 butikstyverier, hvilket viser en stigning på cirka 12 procent sammenlignet med første halvår af 2024.
“Butikkerne gør i dag allerede rigtig meget. De har blandt andet øget antallet af butiksdetektiver, flyttet rundt på varerne, og nogle varer er blevet låst inde. De er generelt mere opmærksomme på tyverier. Når det er sagt, så er det jo butikkerne, der er ofrene, og det er derfor ikke butikkerne, man skal bebrejde for tyverierne,” siger Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed ved Dansk Erhverv.
Han fortællere videre, at butikkerne bør og skal have sikkerhed for, at de kan drive deres butik uden at blive udsat for kriminalitet, og at de ikke selv har ansvaret for at komme kriminalitet til livs.
Mængden af butikstyverier er nu så omfattende, at nogle butikker overvejer at justere prisen på varerne for at dække tabet fra butikstyverier, hvilket ikke kun er en stor konsekvens for dagligvarebutikkerne, men også for den almindelige danske borger. Ifølge Henrik Lundgaard Sedenmark er der sket et moralsk skred i en del af befolkningen.
“Et skred, som der ikke er nogen, der har taget initiativ til at stoppe og vende. Det kan vi blandt andet se i Trygfondens måling for 2024, som viser, at antallet af borgere, der accepterer butikstyverier, er tredoblet. Det er nu hver femte dansker, der mener, at det er okay at stjæle i butikkerne.”

