Den danske teglproducent egernsund wienerberger har pr. 1. januar 2025 ansat Allan Løve som ny salgsdirektør i Danmark. Med mere end 25 års erfaring inden for salg og ledelse skal Allan Løve stå i spidsen for at videreudvikle virksomhedens salgsstrategi og styrke samarbejdet på tværs af organisationen.
Ved årsskiftet tiltrådte 55-årige Allan Løve rollen som salgsdirektør i egernsund wienerberger og skal stå i spidsen for salgsteamet. Byggebranchen har været en gennemgående del af Allans karriere, og han kommer senest fra en rolle som salgsdirektør hos Geberit. Tidligere har han også arbejdet hos Saint-Gobain Gyproc, Sanistål og Hilti.
Allan Løve er uddannet inden for salg og ledelse og har en cand.merc. i International Marketing & Management fra Copenhagen Business School. Derudover har han taget en mini MBA i bæredygtighed – et område han ser som en afgørende faktor for fremtiden i byggebranchen.
“Jeg blev tiltrukket af stillingen som salgsdirektør, fordi egernsund wienerberger ikke bare er markedsledende, men også er frontløber inden for bæredygtighed. Her har jeg mulighed for at arbejde tæt sammen med den danske produktion, forsyningskæden og kunder for at udvikle produkter, der matcher markedets behov og fremtidens krav,” siger Allan Løve.
Allan fremhæver særligt bæredygtighed og innovation som vigtige fokuspunkter i sin nye rolle:
“Vi står i en tid, hvor byggebranchen gennemgår store forandringer, ikke mindst på grund af øget fokus på bæredygtighed og skærpede krav til materialer. Jeg glæder mig til at bidrage til at videreudvikle vores position i markedet og sikre, at vi fortsat leverer løsninger, der gør en reel forskel for både kunder og miljø.”