Sønderjyllands erhvervshavn kom fornuftigt gennem 2024 – men uden de store armbevægelser. Omsætningen landede på godt 50 millioner kroner, og året blev rundet af med et resultat på 11,4 millioner kroner. Et solidt regnskab i et år præget af økonomisk usikkerhed.
Aktiviteterne har været mange på havnen i Aabenraa det seneste år, hvor særligt høj udlejningsaktivitet, stabil godsomsætning og fremgang hos havnens kunder har været med til at præge årets resultat, der med et driftsresultat i størrelsesordenen 11,4 millioner kroner.
Havnen har i det forgange år brugt betydelige ressourcer på at udarbejde en strategisk plan for investeringer i havnens fortsatte udvikling.
“Jeg er meget tilfreds med, at vi er lykkedes med at holde et højt aktivitetsniveau, hvor også vores godsomsætning har indfriet forventningerne. Det er positivt, og det har været med til at sikre os et godt resultat til trods for, at vi i 2024 har været udfordret af store udgifter til blandt andet udbedring af stormflodsskader,” siger havnedirektør, Henrik Thykjaer.
Fremgangen har givet medvind til havnens udlejningsaktiviteter og sikret et højt og stabilt niveau for gods, der passerer gennem faciliteterne. Det har været med til at styrke havnens position som Sønderjyllands centrale transportknudepunkt til søs.
Med ‘Udviklingsplan 2055’ lægger havnen samtidig sporene ud for de investeringer, der skal sikre havnens vækst mange år frem. Planen spiller direkte sammen med byrådets tidligere indsats for at finde en model, hvor by og havn kan vokse side om side – i stedet for hver for sig.
“Jeg meget glad for, at vi er nået i mål med en udviklingsplan, som jeg håber, vi snart kan begynde at realisere. Det er havnens ambition, at udviklingen skal ske i tæt samarbejde med byen, da netop samhørighed mellem by og havn bliver vigtig i forhold til at sikre, at havnen, havnens virksomheder, Aabenraa og hele den sønderjyske region kan indfri de store potentialer, der følger med den grønne omstilling,” siger bestyrelsesformand, Erwin Andresen.