Danske Konsolidator, der er et cloudbaseret regnskabssoftware, fik gang i omsætningen, men tabte på bundlinjen. Det viser et netop offentliggjort regnskab.
Konsolidator, der har udviklet et cloudbaseret regnskabssoftware, fortsatte sin vækst i 2024, men oplevede samtidig et større underskud end forventet.
Den tilbagevendende omsætning (ARR) steg med 10 procent til 21,3 mio. kr. fra 19,4 mio. kr. i 2023, hvilket var inden for de forventede 21-23 mio. kr. Omsætningen landede på 20,3 mio. kr., en stigning på 6 procent, men stadig lavere end målsætningen på 21-23 mio. kr.
“2024 har styrket vores fundament og åbnet op for nye vækstmuligheder. Både bestyrelsen og ledelsen har stor tillid til vores fremtid, når vi bevæger os fra at være et system til konsolidering til at tilbyde et bredere produkt,” siger CEO, Claus Finderup Grove.
Selvom omsætningen voksede, blev underskuddet større end året før. Driftsresultatet (EBIT) viste et tab på 12,1 mio. kr., sammenlignet med et underskud på 10,7 mio. kr. i 2023. Justeret for aktiebaseret aflønning lød underskuddet på 11,0 mio. kr. – mod 8,9 mio. kr. året før. Det betød, at resultatet endte dårligere end forventet. Samtidig faldt virksomhedens kontantbeholdning og var ved årets udgang nede på 0,4 mio. kr. mod 1,8 mio. kr. i 2023. Samtidig gik egenkapitalen fra at være positiv med 1,3 mio. kr. til at være negativ med 2,4 mio. kr.
For at styrke økonomien modtog Konsolidator i 2024 en kapitalindsprøjtning på 10,1 mio. kr. Ved indgangen til 2025 fik selskabet yderligere 2,2 mio. kr. i finansiering samt et tilsagn om yderligere 1,8 mio. kr., der vil blive udbetalt i løbet af året.
Ifølge Claus Finderup Grove har Konsolidator dog de rette produkter på hylderne til at skabe en god og sund forretning.
“Med funktioner som datalagring, budgettering og planlægning samt ESG-muligheder giver vi økonomiteams alt, hvad de behøver for at levere pålidelige data – og hjælper CFO’er med at blive bedre,” siger han.
Konsolidator fastholder da også sin strategi “Resilient Growth” for 2025-2027. Planen er at stabilisere forretningen, forbedre indtjeningen og øge omsætningen. Målet er at nå en tilbagevendende omsætning på 27-30 mio. kr. inden 2027.