Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal, der viser en alarmerende stigning i antallet af anmeldte butikstyverier – 27.625 i alt. Det er stukket helt af, mener De Samvirkende Købmand (DSK).
Det er efterhånden ingen nyhed, at butikstyvene i Danmark har stjæler som aldrig før, og at de butiksdrivende ser langt efter handling fra myndighederne.
Senest har de kunne læse, at der i 2024 blev begået lige under 28.000 tyveri i landets butikker og supermarkeder – svarende til lidt over 75 om dagen, og det er endda blot dem, der rent faktisk bliver anmeldt.
For danske dagligvarebutikker alene løber omkostningerne op i mindst 2 mia. kroner årligt, og ifølge Jannick Nytoft, adm. direktør hos DSK, er situationen nu stort set ude af kontrol.
“Butikstyverier er stukket helt af, og det har alvorlige konsekvenser for både butikker, medarbejdere, men også lokalsamfundet bliver ramt. Det sender et uheldigt signal om et kedeligt moralskred i samfundet, når butikstyverier går hen og bliver hverdag,” siger han.
Han glæder sig over, at straffene for tyveri nu bliver sat i vejret, og at det fremover bliver muligt at overvåge butikkerne og forhåbentligt fange tyvene, i højere grad end det er i dag. Men spørger man Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed i Dansk Erhverv, vil de nye, høje straffe næppe ændrer situationen, som den er i dag.
“Det er godt at straffen for butikstyveri nu er blevet tilpasset og nu er mere tidssvarende, men det er næppe noget der har en egentlig effekt på forebyggelsen af butikstyverier,” siger han.