Lysten til at drive egen virksomhed er dykket voldsomt gennem de seneste tretten år. Især mændene opgiver livet som selvstændig. Det er en bekymrende udvikling, mener SMVdanmark.
Vi hører meget om iværksætterne og de selvstændige i medierne, hvor der især gennem de seneste år er kommet mere fokus på denne del af erhvervslivet.
Men det øgede fokus står i kontrast til det hastigt dalende antal af iværksættere her i landet. Ifølge en analyse fra SMVdanmark, er andelen af danske beskæftigede, der driver egen virksomhed faldet med 16 %, svarende til 20.000 selvstændige. Gennem de seneste tretten år er lønmodtagerbeskæftigelsen nemlig steget markant, og antallet af selvstændige er buldret ned, så det i dag kun er 6,2 % af alle beskæftigede,
”Det er virksomhederne, der skaber væksten, velstanden og jobbene. Når færre og færre vælger at gå den vej, så mister vi en del af vækstgrundlaget i dansk erhvervsliv, og vi risikerer også at gå glip af fremtidens Novo, Danfoss eller Maersk,” siger Thomas Gress, seniorøkonom i SMVdanmark.
Danmark er dermed et af de lande i EU med færrest selvstændige set i forhold til beskæftigelsen, kun overgået af Tyskland og Norge.
”Når vi spørger vores medlemmer, peger de på de mange regler, indberetningskrav, papirarbejde og bureaukrati som den absolut væsentligste barriere for at drive virksomhed i Danmark. Papirarbejdet bliver en skjult omkostning i kroner og tid, som i særlig grad går ud over små og mellemstore virksomheder, og desuden dræber papirarbejdet meget af glæden ved livet som selvstændig,” siger Thomas Gress.
Mændene trækker sig
Ser vi på tallene over, hvem der bliver iværksættere, der er stadig flere mænd end kvinder, der vælger denne vej. Men mens andelen af kvinder i iværksætteriet har ligget stabilt, har flere mænd valgt at søge beskæftigelse andre steder.
Og det er især de klassiske mandefag, hvor iværksætteriet har svære kår.
“Andelen af beskæftigede inden for landbrug, skovbrug og fiskeri, som har valgt at blive selvstændige, er faldet med knap 20 %, og inden for bygge- og anlægsbranchen er faldet på knap 30 %, mens faldet er på knap 35 %, inden for handel- og transportbranchen,” siger Thomas Gress.
Han fortæller samtidig, at ud over mindre bureaukrati efterlyser han også, at politikerne gør det lettere for selvstændige at rejse kapital og tiltrække investeringer.
”Danmark har nogle af verdens højeste kapitalskatter, hvilket koster borgere og virksomheder meget i tabte muligheder, og det går i særlig grad ud over SMV’erne. De er ofte henvist til at skaffe kapital fra små investorer tæt på virksomheden, dvs. folk som bor i Danmark og som betaler dansk skat. Store selskaber kan lettere hente penge på udenlandske kapitalmarkeder.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

