Danish Life Science Cluster byder velkommen til Magnus Stougaard som ny leder til program om Data og Sundhedsteknologi.
Som programleder skal Magnus Stougaard sammen med et team på seks medarbejdere arbejde for at vise potentialet for brugen af sundhedsdata. Målet er bl.a. at gøre sundhedsdata lettere tilgængelige for forskning og innovation og for de virksomheder, der bruger data til udvikling af f.eks. medicin, behandlingsformer og datadrevne sundhedsteknologier.
Magnus Stougaard er uddannet inden for molekylærbiologi og kommer fra en stilling som forskningsleder på Patologi på Aarhus Universitetshospital.
Med sig bringer den nye mand tyve års erfaring med kliniske analyser og forskning, hvor han bl.a. har arbejdet med sundhedsdata, har oprettet biobanker og har implementeret genomsekventering.
Ved siden af sit kliniske arbejde har Magnus del i en række spin off-virkomheder, der beskæftiger sig med med tech-løsninger.
“Jeg ser frem til at arbejde i feltet mellem forskning, sundhedssektoren og det private. Der er store uudnyttede potentialer på data- og teknologiområdet, og med min baggrund kender jeg området fra flere sider. Derfor bliver det spændende at være med til at arbejde for bedre muligheder for både det private og det offentlige,” siger Magnus Stougaard.
Foruden titlen som programleder for Data og Sundhedsteknologi bliver Magnus Stougaard daglig leder for Danish Life Science Clusters Hub Midt i Aarhus. Han tiltræder stillingen 1. feb. 2023.

