I samarbejde med ledende forskere og medicinalindustrien skal et nyt innovationsprojekt sætte nye standarder for, hvordan effekten af behandling kan dokumenteres, så patienter tilbydes den rigtige behandling.
Det tager lang tid for et lægemiddelforsøg at gå fra opstart til afslutning. Ofte kræver dette en tidsramme på 6-15 år før et nyt medikament er på markedet, og 80 procent af forsøgene lykkes ikke med at inkludere og fastholde et tilstrækkeligt antal patienter i forsøgene inden for tidsplanen.
Dermed forsinkes effekten for de patienter, der i sidste ende skal have glæde af medikamentet.
Et nyt projekt, PhaseV (Phase five), som Innovationsfonden i løbet af 3 år investerer 24 mio. kr. i (hvoraf godt 8 mio. kr. går til Monsenso), har til formål at udvikle og validere en skalerbar, digital platform til effektiv, decentral rekruttering af patienter, indsamling af patientdata og afvikling af studier.
Det sker ved at engagere patienter og klinikere i monitorering af behandlingseffekter over længere tid baseret på patienters egen feedback, digitale biomarkører fra smartphones og wearables samt registerdata.
“Med projektet vil vi vise, at det er muligt at engagere og motivere patienter og sundhedsprofessionelle til at indsamle kontinuerlige data fra patienter over længere tid. PhaseV skal sætte nye standarder for, hvordan nye behandlingers effekt og sikkerhed på skalerbar måde kan dokumenteres fremover, så patienter tilbydes den rigtige behandling,” siger direktør Thomas Lethenborg, Monsenso.
I Danmark kæmper mere end 800.000 mennesker med svær overvægt, og følgesygdomme forekommer meget hyppigt. PhaseV skal udvikle en platform med tre apps, der skal opsamle data om patienter med hhv. svær overvægt, diabetiske fodsår og kronisk nældefeber, som alle er omkostningstunge, kroniske lidelser. Eksempelvis estimeres de årlige behandlingsomkostninger til svær overvægt alene at overstige 15 mia. kr. for kommuner og regioner.
“Svær overvægt forårsager både store direkte og indirekte omkostninger for samfundet, og der er derfor behov for gode og veldokumenterede vægttabsbehandlinger,” siger Jens Meldgaard Bruun, klinisk professor på Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus og en del af PhaseV.
Nældefeber rammer 15-20 procent af befolkningen, og hos ca. 1 procent forekommer det kronisk og er årsag til stærkt reduceret livskvalitet.

