Bæredygtighed handler om andet og mere end klimaaftryk. Hos BM Silo i Holstebro har man gennem en årrække haft stor succes med den sociale bæredytighed, og ansat adskillige nye medarbejdere, der på den ene eller anden måde har haft det svært i livet.
Autisme og ADHD. En fortid med misbrug, mislykkede uddannelser eller måske en tur bag tremmer. Det er ikke alle mennesker, der har en lige let vej gennem livet, og det kan for mange være svært at få ordentligt fat om arbejdslivet, når først det er gået skævt på den ene eller anden måde.
Det har man sat sig for at gøre noget ved hos BM Silo, en dansk silovirksomhed beliggende i Holstebro.
“Det startede med, at man ansatte én person, der havde en diagnose, der gjorde det svært for personen at passe ind på jobmarkedet og finde sig et arbejde. Det var mislykkedes flere gange andre steder, men af en eller anden grund, så gik det bare godt her i virksomheden. Det var en god oplevelse for begge parter, og personen endte med at blive fastansat. Så det var ikke en egentlig strategi fra virksomhedens side dengang. Det var snarere en vellykket tilfældighed,” siger Lisbeth Barnbæk Nielsen, CEO i BM Silo.
Bæredygtighed er flere ting
Siden har der været mange mennesker med udfordringer i livet, der har fået chancen hos BM Silo.
Siden den første ansættelse af en medarbejder med en diagnose, er det sociale ansvar, man har som virksomhed, blevet et område med stadigt mere fokus på i BM Silo.
“Jeg synes, det er et vigtigt område, fordi det er win-win for alle parter. Vi får en god arbejdskraft og nogle engagerede kollegaer, og de her mennesker får nogle succesoplevelser og indhold i hverdagen,” siger Lisbeth Barnbæk Nielsen.
Samtidig er der i initiativer som dette hos BM Silo det aspekt, at man skaber øget opmærksom omkring netop den sociale bæredygtighed, og ikke kun på klimadagsordenen.
For selvom mange virksomheder måske nok gerne vil gøre mere på det sociale område, kan mange af dem være påpasselige med at kaste sig ud i det – af flere forskellige grunde.
“Ledelsesmæssigt skal der skabes en åben kultur, der kan rumme medarbejdere, der har nogle andre behov og evner. Og selvfølgelig går det heller ikke godt hver gang, heller ikke for os. Men gør man det godt, så kan man virkelig rykke noget hos de her mennesker. Jeg synes, at det sociale aspekt mangler i debatten omkring grøn omstilling. Hvis vi skal have flere til at tage ansvar for nedbringelse af CO2 udslip, må vi sikre at flere mennesker har forudsætningerne for at bidrage til den vigtige indsats,” siger Lisbeth Barnbæk Nielsen, og fortsætter.
“Hvis du står udenfor samfundet, og ikke føler du har en fremtid eller hører til, tænker jeg ikke, at der er overskud til at overveje globale problemstillinger. Man bør være åben for, at man ikke altid kan sætte to streger under alle de initiativer, som egentlig bidrager til det endelige, målbare resultat som f.eks. CO2-udledning.”
I BM Silo er 24 % af de ansatte i dag mennesker, der kommer fra kanten af arbejdsmarkedet på den ene eller anden måde. Det kræver dels et godt samarbejde med kommunen og de mennesker, der skal gøre det muligt for borgere fra kanten af arbejdsmarkedet at komme i kontakt med de rette virksomheder.
“Det er vigtigt, at man som virksomhed gør sit hjemmearbejde, inden man kaster sig ud i ansætte mennesker med særlige behov. Men der er ingen tvivl om, at myndighederne også gerne vil have de her mennesker ud i virksomhederne, og de har brug for virksomheder, der er villige til at tage ansvaret på sig. Der er rigtig mange muligheder for samarbejdspartnere, og ved at række hånden frem som virksomhed, oplever jeg en stor proaktivitet og god støtte samt sparring fra det offentliges side” siger Lisbeth Barnbæk Nielsen.

