Regeringen har lanceret Kræftplan V – men rammer den skiven, når det gælder de reelle behov hos kræftpatienterne? Det blev debatteret i dag på Folkemødet i Allinge.
Kræftplan V er præsenteret som regeringens store svar på fremtidens kræftbehandling. Men løser den de problemer, der presser sig mest på hos patienterne?
Læger, patienter og eksperter bød i dag ind med perspektiver og forslag om den nye kræftplan, og måden den kommer til at påvirke læger og patienter.
En af debattørene var Kasper Ørum Køhler Simonsen, der er lungekræftpatient, og som fortalte, hvordan han af sin egen læge i første omgang blev diagnosticeret med astma – en diagnose, der først blev revurderet, da Kasper begyndte at hoste.
“Det er sikkert den læges eneste fejl i sin karriere, men det skader oplevelsen af sundhedsvæsenet, fordi han er mit første stop som patient. Når den læge rammer så skævt, så er man på vagt allerede ved næste stop, man møder,” sagde han fra scenen.
Det vækkede genklang hos sundhedsøkonom, Kasper Hvidsteen, der mener, at den omfattende ressourcemangel i det danske sundhedsvæsen også rammer de praktiserende læger, der er dankernes første stop, når de skal i kontakt med systemet.
“Ressourcemangel gør, at man nogle gange sparer der, hvor man ikke burde – og så risikerer man at fejldiagnosticere eller undervurdere sygdommen. Kræftplan V går i den rigtige retning, men vi mister muligheder for bedre behandling, hvis vi ikke tænker bredere,” sagde han.
Han mener samtidig, at sundhedsvæsenet i langt højere grad skal kunne rumme alle dem, der ikke selv kan overkomme at være tovholder og tage en aktiv del i deres eget sygdomsforløb. Det er vi, mener han, ikke gode til i dagens Danmark.
“Vi arbejder og tænker alt for meget i siloer, og det gør, at vi taber for mange på gulvet, og gør deres sygdomsforløb meget mere besværligt, end det behøver være. Ikke alle patienter kan aktivt deltage i deres eget sygdomsforløb, mange har slet ikke ressourcerne til det.”
Netop skævheden mellem de ressourcestærke og ressourcesvage patienter, er et af de områder, som dagens panel mente, var et problem ved den nye Kræftplan V.
“Ressourcestærke patienter skal kunne finde vej i systemet – men vi skal også sikre rum og støtte til dem, der ikke kan. Vi er nødt til at tage ulighed i sundhed alvorligt og løfte der, hvor behovet er størst. Det mangler i planen, og det kommer til at gå ud over dem, der i forvejen har det sværest,” sagde Malene Støchkel Frank, overlæge, klinisk lektor ved Klinisk Onkologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital.

