Tingbjerg Skole får stadigt flere elever, og det kræver flere lærere i en tid, hvor rekruttering og fastholdelse i forvejen er svært. Løsningen denne gang blev en havbiolog og en etnolog, som nu skal undervise i naturfag og matematik.
Det går godt på Tingbjerg Skole, som i dag har næsten 600 elever, og tallet vokser stadig. Flere elever kræver flere lærere, men som det ser ud lige nu, kommer vi til at mangle 13.000 lærere i de danske folkeskoler i 2030. Derfor tænker Tingbjerg Skole allerede nu ud af boksen, når der skal rekrutteres nye medarbejdere.
“Vi oplever god fremgang i antallet af elever og har derfor regelmæssigt brug for nye lærere. Denne gang stod vi og manglede to lærere til matematik og naturfag, som er to områder, der er særligt svære at rekruttere inden for. Derfor kontaktede vi Teach First, som vi flere gange har fået lærere igennem. Her var vi så heldige at finde Christine og Sara, som har præcis de kompetencer, vi søgte. De kommer med en unik faglighed, som jeg er sikker på, vores elever vil få stor gavn af,” siger Marco Damgaard, skoleleder på Tingbjerg Skole.
Gennem organisationen Teach First kan skoler rekruttere lærere med en anden faglig baggrund, som nu har valgt at tage en lærermerituddannelse. Under uddannelsen arbejder Teach First kandidaterne på skolen og får tilknyttet en mentor, der følger dem i de to år, uddannelsen varer. Tingbjerg Skole har de seneste otte år uddannet i alt ti Teach First lærer, hvoraf seks stadig arbejder på skolen, der i dag har 50 lærere ansat.
At være en positiv rollemodel
Etnolog og havbiolog er nok ikke det første, man kobler til lærerfaget. Ikke desto mindre er det netop de baggrunde, de to nye lærere Christine Gonnsen Michelsen og Sara Høst Kildegaard kommer med. For begges vedkommende var der især én ting, der tiltrak dem ved jobbet som lærer.
“Jeg har tidligere været lærervikar, hvor jeg virkelig nød at skabe gode relationer til børnene og for alvor fik øjnene op for faget. Det er især det med at gøre en forskel for eleverne og bidrage til, at de alle får de samme muligheder i livet, der motiverer mig som lærer. At være en positiv rollemodel, vil jeg nok kalde det,” siger Christine Gonnsen Michelsen, der med en baggrund som etnolog i dag underviser 4. klasse i matematik på Tingbjerg Skole.
Også Sara Høst Kildegaard er blevet inspireret af de lærere, hun selv har haft i sin skoletid. Den inspiration og motivation bruger hun nu dagligt, når hun underviser mellemtrinnet i naturfag. Her håber hun at kunne give noget af sin viden og erfaring som havbiolog videre og på samme måde inspirere sine elever.
“I min undervisning går jeg meget praktisk til værks og lader mig inspirere af tidligere projekter, jeg har lavet som havbiolog. Jeg prøver at få børnene til at reflektere over de ting de læser, så alt ikke kun bliver rene tal og fakta, men så de også bliver nysgerrige på de årsager, der for eksempel ligger bag, at fisk har gæller og ikke lunger. Det er vigtigt for mig, at de også kommer ud og oplever naturen på egen hånd og på den måde lærer, hvordan det hele hænger sammen,” siger Sara Høst Kildegaard.
Stor fastholdelsesprocent
Teach First har flere gange gjort rekruttering væsentligt nemmere for Tingbjerg Skole. Og Marco Damgaard mener da også, at konceptet kan være med til at afhjælpe rekrutteringsproblemet af lærer, som både er gældende i dag og de næste mange år frem.
“Teach First modellen kan selvfølgelig ikke stå alene og i sig selv løse hele manglen på lærere. Men det kan uden tvivl være en del af løsningen. Lærere med en anden uddannelsesbaggrund er også med til at skabe en rigtig god og anderledes dynamik på skolerne, så jeg tror helt sikkert, at det har stort potentiale i fremtiden,” siger han.
Ifølge tal fra Teach First Danmark arbejder ca. 75 pct. af deres uddannede lærere stadig i folkeskolen efter fem år. For de traditionelt uddannede lærere gælder det kun for 60 pct. Hvad forskellen præcis skyldes er uvist, men både Christine Gonnsen Michelsen og Sara Høst Kildegaard peger på nogle særlige ting ved Teach First uddannelsen, der især har hjulpet og holdt dem motiveret.
“Vi har haft en masse gode aktiviteter undervejs, bl.a. vores sommerakademi, hvor vi fik mulighed for at gå i dybden og virkelig blive rustet til at komme ud og arbejde som lærere. Derudover har vi også et godt netværk med hinanden, som vi kan bruge til sparring og tale om de udfordringer, vi støder ind i undervejs. Og så har vi selvfølgelig også en mentor, der følger os og vores undervisning, som kan give rigtig god feedback og være en god støtte undervejs,” siger de.
Men selvom Teach First er en god løsning, så kræver det en fælles indsats og ressourcer at lykkes med det, understreger Marco Damgaard.
“I starten var vi så heldige at få bevilliget midler fra kommunen til at finansiere vores første Teach First lærere. Målet fra start var, at vi på sigt skulle kunne finansiere det uden bevilling, og det er lykkedes. I denne omgang har vi selv kunnet finansiere hele lønnen og halvdelen af merituddannelsen og den tilkoblede mentor. Den sidste halvdel er vi så heldige, at NREP har valgt at finansiere som en del af deres engagement i hele Tingbjerg området,” siger Marco Damgaard.
Og den positive udvikling afspejles ikke kun økonomisk. På bare fire år er andelen af en årgang, der var i ungdomsuddannelse inden for 15 måneder efter endt 9. klasse, nemlig steget fra 62,8 pct. til 97 pct. Det er langt over både landsgennemsnittet på 85,9 pct. og det nationale mål på 95 pct.
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

