DLG-koncernen har haft den store tegnebog fremme, og har købt sig ind i den danske energivirksomhed BioCirc for et stort millionbeløb.
Skal den grønne omstilling blive en succes i Danmark, så spiller landbruget en afgørende rolle. Det mener man i hvert fald hos DLG, der har investeret et tre-cifret millionbeløb i at blive medejer af den danske energivirksomhed, BioCirc, der vil etablere cirkulære energiklynger i Danmark.
Opkøbet er et led i DLGs strategi med at investere i løsninger og virksomheder, der kan muliggøre den grønne omstilling indenfor selskabets forretningsområder, og man planlægger at inviterer i alt omkring to milliarder kroner inden for disse områder.
Og det er ikke et hvilket som helst firma, de nu har investeret i. BioCirc er i dag blandt Danmarks største producenter af biogas, og driver i dag i alt fem biogasanlæg i Jylland og på Sjælland.
“Landbruget er allerede i dag en forudsætning for, at den grønne omstilling i gassektoren kan lykkes, og med BioCircs ’energiøer på land’ får vi mulighed for at tænke landbrug og energi helt sammen i en cirkulær model, hvor landmændene i fremtiden får mulighed for at være både fødevare- og energiproducenter,” siger Jesper Pagh, Group COO og medlem af direktionen i DLG.
Han fortæller videre, at modellen vil hjælpe landets landmænd med at sænke der CO2-udledninger, og at dette vil være med til at fremtidssikre dansk landbrug og rummer nogle spændende perspektiver.
BioCirc arbejder allerede i dag med en række kommuner om mulighederne for at etablere energiklynger, som vil indfri kommunernes 2030 klimamål og sikre en fuld grøn produktion af el, gas, brændstof og varme, som svarer til kommunernes forbrug. I 2022 udgjorde biogas 34 procent af det samlede danske gasforbrug. Ambitionen er, at biogas i 2030 skal dække 100 procent af Danmarks gasforbrug.
”Det har været vigtigt for BioCirc at få landmændene med i ejerkredsen, da de i dag er vores primære samarbejdspartnere. De leverer en stor del af den biomasse, som vi omdanner til CO2-neutral energi. Dette bidrag er helt essentielt i at indfri ambitionen om at skabe cirkulære energiklynger, der sikrer en fuld grøn omstilling lokalt til gavn for klimaet,” siger Bertel Maigaard, adm. direktør i BioCirc.
Han slår samtidig fast, at det stærke netværk af landmænd giver det nye ejerskab en stor styrke i forhold til at indfri ambitionerne om at bidrage positivt til landbrugets grønne omstilling og de nationale klimamålsætninger.