Overskud og omsætningsrekord blev resultatet af 2022 på Hirtshals Havn, der nu føler sig stærkt rustet til fremtiden og den kommende havneudvidelse.
Afslutningen på to års coronarestriktioner kan for alvor mærkes hos Hirtshals Havn, der i 2022 satte rekord med en omsætning på 84,9 millioner kroner – en stigning på knap 12 % i forhold til året før – og et overskud på 6,4 millioner kroner.
Og særligt personbil- og passagertrafikken gav stor travlhed på havnen, og er nu tilbage på niveau med tiden inden corona, hvilket svarer til 780.000 biler, og 2.369.000 passagerer.
“På trods af stigende priser på blandt andet elektricitet, vedligeholdelsesopgaver og olie forårsaget af de geopolitiske omstændigheder har vi alligevel formået at lande et tilfredsstillende resultat, ikke mindst fordi vi havde kalkuleret med store udgiftsmæssige stigninger. Det er vi naturligvis meget stolte af,” siger Bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen.
Ser på fiskeriet, der traditionelt har spillet en stor rolle på den nordjyske havn, er omsætningen for Fiskeauktion Nord steget med 17 % i forhold til 2021, hvilket både skyldes en bedre prisdannelse på fiskene og større mængder.
Når Anker Laden-Andersen ser mod fremtiden, er der især ét stort projekt, han ser frem til med spænding. Den kommende udvidelse af havnen, der omfatter blandt andet en ny indsejling og et ydre forhavnsbassin, som skal forbedre indsejlingsforholdene markant, så det bliver muligt at anløbe havnen både med større skibe og i hårdere vejr.
Samtidig skal udvidelsen give plads til etablering af yderligere opmarch- og erhvervsarealer, så der bliver endnu bedre plads til blandt andet at realisere havnens støt stigende aktiviteter inden for den grønne omstilling.
