En ny undersøgelse viser, at danskerne og vores nordiske naboer er skeptiske over for at lade kunstig intelligens (AI) styre deres biler. Hele 80 pct. af danskerne foretrækker, at en person styrer bilen fremfor AI. Kun 8 pct. siger, at de ville have større tillid til AI som chauffør, og 12 pct. har ingen præference.
På tværs af Norden er holdningerne til AI i biler også domineret af skepsis. I Finland er 86 pct. mest trygge ved, at en person kører bilen, efterfulgt af Norge med 81 pct., Danmark med 80 pct. og Sverige med 78 pct.
Det viser tydeligt, at offentligheden i hele regionen er tilbageholdende med at overgive kontrollen til AI, selvom teknologien kan tilbyde flere fordele, såsom øget sikkerhed og færre uheld.
Michael Gadegaard, der er CEO hos FTZ – Danmarks førende leverandør af reservedele til værkstederne, mener, at undersøgelsen er vigtig i forhold til at sikre at tilliden følger med teknologien.
Naturlig skepsis
“Denne undersøgelse viser, at danskerne, ligesom resten af Norden, har en naturlig skepsis over for at lade AI tage kontrol over noget så vigtigt som bilkørsel. Selvom teknologien kan være et skridt i retning af smartere og mere sikre transportløsninger, er det klart, at tillid er en barriere, der skal overvindes. Hos FTZ følger vi denne udvikling tæt og fokuserer på at finde balancen mellem nye teknologier og det, værkstederne og bilejerne føler sig trygge ved,” siger Michael Gadegaard.
Undersøgelsen viser også, at især ældre generationer er mere tilbageholdende. Blandt personer over 65 år foretrækker 96 pct. en menneskelig chauffør, mens yngre mennesker under 50 er mere åbne over for AI, hvor 13 pct. udtrykker større tillid til teknologien.
Om undersøgelsen
MEKO, der er moderselskab til FTZ, har igennem flere år udarbejdet Mobility Barometer – den største undersøgelse i norden omhandlende mobilitets vaner og trends hos befolkningen. Over 4000 mennesker har deltaget i undersøgelsen. Mobility Barometer undersøgelsen giver indblik i forbrugernes holdninger til elektriske biler, ny forbrugeradfærd og bæredygtighed.