Hos enterprise-virksomheden Andersen & Heegaard arbejder Ronald Salomonsen trods sine 80 år stadig tre dage om ugen. Og han bliver ved, så længe han har kræfter til det.
For mange virksomheder er det en uendelig kamp at finde nye medarbejdere, og samtidig kæmper med mange steder med det faktum, at en del af arbejdsstyrken så småt er på vej på pension.
Derfor er mange interesserede i at holde på sine dygtige medarbejdere så længe som muligt, også gerne selvom pensionen kunne trække dem i den anden retning. En af dem, der kunne smække benene top i sofaen og nyde sit otium er 80 årige Ronald Salomonsen, der i dag arbejder tre dage om ugen hos Andersen & Heegaard.
“Det er hyggen ved arbejdet, der får mig til at fortsætte. Jeg føler ikke et pres over at skulle nå et eller andet. Selve arbejdet og håndværket er også en stor motivationsfaktor, og når vi arbejder med damp, kan jeg bruge min erfaring, da mange unge ikke kender noget til det,” siger Ronald Salomonsen i podcasten Hørt!, der udgives af TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af beskæftigede over 70 år næsten fordoblet de seneste ti år, og i mange virksomheder spiller seniorerne en vigtig rolle, ikke bare som værdifuld arbejdskraft, men også qua den store erfaring, de kan være med til at give videre til yngre medarbejdere.
Hos sjællandske AB-ELCO hører man til blandt de virksomheder, der gør, hvad de kan, for at fastholde de ældre medarbejdere så længe som muligt. Direktør, Tomas Kudsk, mener, at seniorerne tilfører uvurderlig værdi – især i tider med stor mangel på arbejdskraft. Og han mærker også, at det er selve arbejdet, der holder de ældre på jobbet.
“Jeg kan mærke, at det for mange er den store faglige udfordring, de møder til hverdag. Det er deres motivation, og jeg tror da også, at det er med til at holde mange friske og i gang. Og jeg vil tusind gange heller holde på de seniorer, jeg har, end at skulle ud og trampe medarbejdere op, hvor stort set ingen er at finde,” udtalte han til Marketconnect før jul.
Ronald Salomonsen har ikke umiddelbart nogle planer om at stoppe sit arbejdsliv, selvom han har rundet de 80 år.
“Jeg bliver ved, så længe tingene hænger sammen for mig. Jeg ser tiden an, og når man er blevet 80 år, så kan der jo hurtigt ske noget, det er ikke til at spå om.”
Skal din virksomhed på MarketConnect?
Vil du have din virksomheds kontaktoplysninger på MarketConnects artikler, så potentielle kunder hurtigt kan få fat i jer?
Ønsker du kontaktoplysninger på en artikel om din virksomhed?
Ønsker du at annoncere?
Ønsker du at blive ConnectPartner?
Det koster kun 1.500 kr. ekskl. moms.
Så kontakt redaktør Klaus Thodsen
via e-mail klaus@marketconnect.dk

