Det grænser til hykleri, når arbejdsgiverne efterspørger mere udenlandsk arbejdskraft, mens de samtidig ignorerer behovet for at skabe praktikpladser til de unge.
Der mangler arbejdskraft inden for mange brancher i dagens Danmark, og mange virksomheder og organisationer har længe kaldt på forskellige initiativer, der bl.a. skal gøre det nemmere at skaffe hænder fra udlandet.
Men det lugter fælt af hykleri, mener man hos 3F, hvor forbundssekretær, Søren Heisel, nu retter et verbalt angreb mod arbejdsgiverne, som ifølge ham ikke gør nok for at sikre fremtidens danske arbejdskraft.
De bør koncentrere kræfterne om at skabe flere uddannelsespladser til de tusindvis af danske unge, der gerne vil være faglærte, mener han.
“Arbejdsgiverne svigter de unge totalt. De nye tal om lærepladser fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at vi et milevidt fra at nå de mål, vi aftalte for snart ti år siden. Arbejdsgiverne svigter deres uddannelsesansvar, mens de har brugt masser af kræfter på at tigge politikerne om mere arbejdskraft uden for EU,” siger Søren Heisel.
Han erklærer sig samtidig dybt skuffet over, de nye tal for oprettelse af lærepladser i de danske virksomheder. I 2016 aftalte fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen at skabe 8.000-10.000 flere lærepladser inden 2025. Nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at der indtil november 2024 kun er oprettet 560 flere lærepladser.
“Det er ulykkeligt i en tid, hvor der for alvor bliver brug for faglært arbejdskraft. Vi må kræve, at arbejdsgiverne tager langt mere ansvar for at uddanne deres fremtidige arbejdskraft. Det vil være godt for samfundet og for arbejdsgiverne selv.”

