Danske virksomheder vurderer i en ny rapport, at det koster dem mindst 200.000 kr. om dagen, når et cyberangreb rammer. I Norden tager det i gennemsnit 300 dage at håndtere et angreb, hvilket kan ende med en økonomisk samlet omkostning på 60 millioner kr. pr. angreb.
Det er kun ca. en ud af fem danske virksomheder, der har en fuldt implementeret beredskabsplan for, hvad der skal ske, hvis der pludselig er hackere i systemerne.
Og det kan være rigtigt dårligt nyt, for det er som oftest en særdeles bekostelig affære, når hackerne får held med deres angreb, viser en ny rapport fra TDC Erhverv. For selvom hele 94 procent føler sig godt rustet til et evt. hackerangreb, viser rapporten også, at kun hver femte virksomhed har en beredskabsplan, hvor alle medarbejdere ved, hvad de skal gøre ved et angreb.
Det er samme lave niveau som sidste år, hvilket viser, at virksomhederne ikke har rykket sig – på trods af den stigende cybertrussel. Rapporten viser derudover, at over hver tredje store danske virksomhed (38 procent) har været udsat for cyberangreb inden for de seneste fem år, hvoraf halvdelen er sket i løbet af de seneste to år. Blandt de mindre virksomheder har 17 procent af de små og 23 procent af de mellemstore været ramt – og næsten hver tiende mere end én gang.
En dyr omgang
For store virksomheder kan et hackerangreb, der lammer it-systemerne, koste mindst 200.000 kroner om dagen, mens små virksomheder må forvente en daglig udgift på omkring 47.000 kroner. Derudover kan et angreb påføre betydelig skade på virksomhedens troværdighed, tillid og omdømme over for kunder, borgere og samarbejdspartnere, hvis følsomme data lækkes.
Stigende krav til datasikkerhed og usikkerhed om dataoverførselsaftaler mellem EU og USA har været i fokus siden Trump blev præsident. Rapporten viser, at hver tredje danske virksomhed på tværs af brancher ser større behov for at forbedre deres processer, når det gælder datasikkerhed.
”Usikkerheden i markedet gør det vigtigere end nogensinde at tænke datasikkerhed ind som en integreret del af digitalisering.Vi må ikke ladeden nuværende situation bremse vores digitale rejse. For at sikre Danmarks position som en digital frontløber er det vigtigt med en åben og fremadrettet dialog mellem erhvervsliv, politikere og myndigheder. Gennem tæt samarbejde kan vi skabe en balanceret tilgang, hvor datasikkerhed og digitalisering går hånd i hånd,” siger John Henriksen, CEO hos TDC Erhverv.