Regeringen har netop fremsat det lovforslag, der skal gøre det muligt at lease solceller til opstilling på tage og facader af erhvervsejendomme. Forslaget vækker stor glæde hos interesseorganisationen Finans & Leasing.
Landet over er der et uudnyttet potentiale i milliardklassen for at kunne skabe grøn energi via solceller. I snart sagt hver eneste by har i titusindvis af kvadratmeter tage på erhvervsejendomme nemlig potentiale være energikilder til virksomheder og lokalområder.
Nu vil regeringen med et nyt lovforslag åbne for muligheden for at virksomheder kan lease solceller, og på den måde skabe et grøn energi – uden at de skal ud og investerer store beløb i egne solceller.
“Det er meget oplagt at udnytte tagene, da de ligger frit hen og ofte egner sig rigtig godt til solceller. Der er et kæmpe potentiale i alle erhvervsejendomme langs motorvejene, og i industriområder i i byer over hele landet, hvor også mange af SMV’erne holder til,” siger direktør i Finans & Leasing, Christian Brandt.
Han fortæller videre, at efterspørgslen på leasingaftaler af denne type er stor i det danske erhvervsliv, der især efter Ruslands invasion af Ukraine – og den efterfølgende energikrise – har været meget interesseret i nye måder at sikre en stabil og billig levering af elektricitet.
“Leasing er et finansieringsinstrument, som SMV’er allerede i dag er meget bekendt med. Vores medlemmer leasede sidste år for cirka 65 milliarder kroner, og der er en enorm efterspørgsel på leasing af solceller, som vi har set et stort behov de senere år, men som vi ikke har kunnet imødekomme på grund af de gamle regler,” siger Christian Brandt.
Grunden til, at det hidtil har været umuligt, er, at Tinglysningsloven har forhindret leasingselskaberne i at bevare ejerskabet til solcellerne i konkurrence med panthaveren i ejendommen, hvilket betød, at de ikke havde krav på dem i tilfælde af en konkurs.
Christian Brandt fortæller samtidig, at man som virksomhedsejer dog bør forhøre sig lokalt omkring de helt præcise regler for at sætte solceller op, inden man placerer en stor ordre på nogle tusinde kvadratmeter hos leasingselskabet.
“Det er altid en god ide at være helt på den sikre side, men vores samarbejdspartnere fortæller, at der meget sjældent er nogen større udfordringer ved opsætningen. Det er også en af vores pointer i det hele taget; lad os gøre den grønne omstilling så nem som muligt,” siger han.